Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

Fjordrejer og vinen til

Fjordrejer er en af de største danske delikatesser i foråret. Den lille reje har en sødlig smag og kan være lidt besværlig at pille, men til gengæld kan den også spises rå med skal. Rejen består i princippet af et hoved med en hale, og man spiser kun halen.

Gastronomisk Udviklingschef, David Johansen


Den mest almindelige måde at spise fjordrejer på, er ved at koge dem, pille dem og servere dem på et stykke hvidt brød med mayonnaise, dild, citron og salt. De koges i en gryde med lidt sukker og salt. Når vandet koger, kommer man fjordrejerne i, giver det et let opkog til det begynder at skumme lidt i siden, og så er de færdige. Hæld rejerne over i en si og hæld koldt vand på, så løsner skallen sig lidt. 

Rejerne kan også friteres hele i skallen, afdryppes på papir og krydres med salt og serveres som snacks til et godt glas vin inden middagen.

TIP: Gem altid dine rejeskaller, da de kan trylles om til en dejlig reje-bisque eller sauce.

Find opskriften på hjemmerørt mayonnaise på her

KEND DIN REJE

Fjordreje (Palaemon adspersus)
Kaldes også ”den ægte reje”.
Fiskes almindeligt i de danske fjorde, langs de danske kyster og i Østersøen. Kan blive op til 70 mm.
Sæson: April-oktober, afhængig af vandets temperatur.

Heste-/Rømø-/Vadehavsreje (Crangon crangon)

Fiskes ved alle kyster og have omkring Danmark. Sæson: Forår og sommer. Kan blive op til 80 mm. Lidt grovere struktur og smag end fjordrejen.

Nordsø-/dybvands-/koldtvandsreje (Pandalus Borealis)

Kendes på at de er røde, også inden de koges. Faste i kødet og med en markant sødlig smag. Fiskes i Nordsøen og andre steder i Nordatlanten, samt ved Skagerrak. Sæson: Februar-maj og september-november.
Kan blive op til 170 mm.

VINHO VERDE

Den grønne, eller unge, vin fra det nordlige Portugal er indbegrebet af forår og vintypen har en unik position i hvidvins-verdenen. Vinen tappes hurtigt efter gæringen, og bærer en vidunderlig, læskende friskhed bakket op af en mundvandsdrivende syre og en udtalt aroma af grønne og gule æbler og blommer samt potpourri af blomster. Kroppen er slank, og alkoholen sædvanligvis til den lave side mellem 9 og 11,5%. Vores favorit hos Quinta Gomariz er lavet på den elegante Loureiro drue, der sammen med Alvarinho er den mest succesfulde og populære druesort til Vinho Verde.

En af mine favoritspiser til Vinho Verde er fjordrejer på ristet brød dryppet og toppet med hjemmelavet mayonnaise, salt og peber. Rent, præcist og perfekt. Servér den direkte fra køleskabet. Er også glimrende uden mad.