Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

CHABLIS – EN SMAG AF FORTIDEN

PRODUCENT: DOMAINE JEAN-MARC BROCARD | OMRÅDE: CHABLIS, FRANKRIG

Chablis er et skoleeksempel på, hvordan franskmændene skaber vin. Dyrkningsforhold kombineres med den druesort, der kan udtrykke dem bedst under de givne omstændigheder krydret med menneskelig ”savoir-faire” eller know-how. Det giver vin, der er umulig at kopiere.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg


Chardonnay er verdens mest populære grønne druesort, og dens status som neutral druesort (til sammenligning med aromatiske sorter som Pinot Gris, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer) giver mulighed for at fremhæve andre elementer end frugtsmag. For den største del af verdens Chardonnay er fadsmag den mest tydelig tilføjelse til duft og smag, og allerede her skiller Chablis sig ud. Chablis er kun i ganske få tilfælde fadlagret og som regel drejer det sig i så fald om vine på Grand Cru-niveau. Størstedelen gæres og lagres på stål- eller cementtanke, og det giver plads til udtalt terroirkarakter. Og hvilket terroir. Jordbunden i Chablis er domineret af 150 mio år gammel kalksten fra juratiden også kaldet Kimmeridge-kalk. De gradvise aflejringer af havdyr, blandt andet østers, fra dengang området var under vand, giver jordbunden en unik sammensætning, og god Chablis skal formidle denne geologiske kompleksitet. I kombination med de kølige dyrkningsforhold kan det resultere i en frisk, nærmest stringent vin med let til mellemfyldig krop, tydelige toner af citrus, grønne æbler og akacieblomst samt en underliggende kalket, mineralsk, til tider næsten salt tone. Ydermere gennemgår Chablis malolaktisk gæring og i fraværet af fad, står de laktiske toner af yoghurt og friskkærnet smør tydeligt frem ligesom det bidrager med et lille strejf af fedme. I de bedre kvaliteter lønner det sig at lagre Chablis. Toner af nyslået hø, honning og sågar østers kan fremkomme i en vellagret Chablis, og den tager på i bredde, så kroppen fremstår mere fyldig.

Madmæssigt skal Chablis bruges med omtanke. Den tørre, slanke pro l kan hurtigt krydse klinger med sørgeligt udfald, hvis den kombineres med for fyldige og sødmefulde retter eller ingredienser. Den brillerer til gengæld med grønne grøntsager og alt bladgrønt, en lang række skal- og bløddyr samt særligt fisk med hvidt kød. Syre i form af eddike, citron eller syrnede mælkeprodukter fungerer også glimrende til. Der er blandede meninger om hvilket glas, Chablis bør serveres i. Efter min overbevisning og erfaring, klarer Chablis sig glimrende i et Bourgogneglas, hvis der vel og mærke er tale om en anstændig kvalitet og dermed også minimum Chablis-niveau. Petit Chablis vælger jeg at servere i et almindeligt hvidvinsglas. Temperaturen for kommune-Chablis bør ligge på ca. 8 °C, for Premier og Grand Cru-niveau nærmere 10 °C evt. 12 °C hvis vinen samtidig har lidt alder.

Domaine Jean-Marc Brocard

Det er efterhånden sønnen Julien, der har overtaget familiedynastiet i Préhy, men Jean-Marc har stadig sin ugentlige gang på domainet. At drive det så vidt, som han har gjort, i en menneskealder kræver mod og vision og netop Jean-Marcs åbenhed i forhold til nye tendenser, en følgen med verden om man vil, har været med til at sikre hans succes. Domainet var blandt de første i Chablis til at omlægge til økologi og de var det største økologisk certificerede vinmarksareal i området. Julien har endda taget skridtet videre og dyrker udvalgte marker biodynamisk.

I hele processen har den klassiske, terroir-drevne stil været i centrum.

Chablis, 2017

Brocards generiske kommune-Chablis er den lette, citrusprægede mundfrisker, en klassiker for yndere af den helt tørre hvidvin og et skoleeksempel på typen.

Chablis ”Domaine Sainte Claire”, 2017, ØKO

Vinen er opkaldt efter det lille kapel, Sainte Claire, der ligger lige ved Jean-Marc og hans kone Claudines bryllupsgave i form af knap en hektar vinmarker. Markerne voksede her fra i omfang efterhånden som Jean-Marc k råd til at købe mere land, men den særlige kvalitet skabt rundt om Sainte-Claire er unik og aftappes derfor for sig selv. Udtrykket er dybere og mere koncentreret end i den generiske Chablis, og graden af druemodenhed er en tand større, hvilket giver lidt mere fylde og intens frugt. Et virkelig stærkt kort indenfor kommune-Chablis og i kvalitet fuldt på højde med mange andre huses Premier Cru-vine.