Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

HVID BOURGOGNE NÅR DET ER BEDST

PRODUCENT: DOMAINE MICHELOT | OMRÅDE: CÔTE DE BEAUNE, BOURGOGNE

Sagnomspunden, eftertragtet og dragende og samtidig lukket, ufremkommelig og afvisende. Bourgogne er en kringlet og svært forståelig størrelse, hvor tiden på mange måder er gået i stå, men vinene er mere populære end nogensinde i hvert fald hvis man tror på, at pris afhænger af efterspørgsel. Nogle af verdens mest sofistikerede og intellektuelle vine laves i Bourgogne, og med vores fokus på Domaine Michelot i oktober opfordrer vi til at opleve hvad, der ligger til grund for denne status.

 

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Vi startede med at handle med Domaine Michelot, da Jean Francois Mestre giftede sig med Chantal Michelot i 1993. Vi importerede på det tidspunkt vine fra Jean-Francois’ families domaine i Santenay, og i forbindelse med sammen fletningen af de to familier blev vi præsenteret for Domaine Michelots vine fra Meursault. Jean-Francois blev kørt i stilling til at overtage fra Chantals far, Bernard Michelot, og på helt klassisk Bourgogne-manér, er deres søn, Nicolas Mestre, nu i færd med at tage over fra Jean-Francois og familiearven fortsætter. I øvrigtig får vi for første gang nogensinde besøg fra Michelot, når Nicolas kommer i oktober og er vært ved to Wine Dinners.

Overleveringen fra far til søn/datter gennem generationer, som man ser det særligt i Bourgogne, opbygger en enestående viden om det lokale terroir, som vandrer og styrkes gennem adskillige årtier – nogle gange århundreder.

Selve domainet ligger i Meursault, og familien laver hele 11 forskellige Meursault-vine heraf 4 på Premier Cru-niveau. Der udover ejes lidt land med regional Bourgogne status samt i Puligny-Montrachet og Santenay. Stilen er ultraklassisk med stor fokus på terroir, behersket brug af fade af exceptionel kvalitet og lave udbytter.

Bourgogne Chardonnay, 2016

Frugten kommer fra ca. 3 ha, som ligger lige akkurat udenfor Meursaults kommunegrænse. Vinen er lagret 8 måneder på fade, hvilket giver en ganske fyldig Bourgogne Blanc-stil, som vil glæde yndere af den typiske hvide Bourgogne fra Côte de Beaune. Velskåret, mellemfyldig og herlig frisk med afmålte ristede toner fra fadet og en fin, tør afslutning. Servér ved 10 °C.

Meursault “Clos Saint-Félix”, 2016

Den lille lieu-dit mark, Clos Saint-Felix, på blot 1 ha, som ligger helt nede ved domainet, er vores all time darling fra Michelot. Her er klassisk Meursault-fedme skabt på baggrund af moden frugt og 10 måneders fadlagring samt markens ne signatur i form af hvidtjørnblomster og citronskal, der elegant smelter sammen med ristet eg, creme fraiche og nødder. Servér ved 12 °C.

Meursault-Charmes, 2016

I fraværet af Grand Cru-marker indenfor kommunegrænsen, er der ekstra fokus på Premier Cru-markerne, hvoraf Charmes placerer sig solidt i toppen. Michelot ejer 2 parceller i Charmes med 40-45 år gamle vinstokke, og vinen lagrer typisk 12 måneder på fade heraf 20% nye. 2016-årgangens lille størrelse viser sig i imponerende dybde og intensitet. Her er masser af kraft og stof og trods sin ungdom, sprudler den med moden citrus, æbler og lidt fersken samt brunet smør, popcorn, vanilje og nybagt brioche. Dekantér den eventuelt inden servering ved 12 °C.

Puligny-Montrachet, 2016

Frugten kommer fra to parceller i Puligny, der begge ligger klods op af prominente Premier Cru-marker. Udtrykket rummer mere fasthed end Michelots Meursaulter, præcis som Puligny-Montrachet kendes og elskes for. En vin de garde med stort udviklingspotentiale og en eminent madvin, der frister med udpræget mineralitet og indslag af grape og kvæde samt gule æbler, toast og smør. Servér ved 12 °C og gerne dekanteret.