Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

THILDES FAVORITTER TIL ASPARGESSÆSONEN

OMRÅDE: LOIRE

Nogle spekulerer i, om populariteten hovedsageligt skyldes, at de kommer som en af forårets første grøntsager. Andre kan slet ikke få nok i de ca. 2 måneder, den egentlige sæson varer og værdsætter den karakteristiske grøntsag som en af de fineste overhovedet. Smagen af asparges er særegen, og vinen skal afpasses både aroma og syre.

Chefsommelier Thilde Maarbjerg 

Asparges indeholder asparaginsyre, der giver en særlig oplevelse af syrlighed samt saponiner, som tilfører smagen bitterhed. Ud over den fine aroma, som disse majestætiske skud bærer med sig, spiller både syre og bitterhed en rolle i forhold til vinvalget. Vinen skal have syre og friskhed, og aromaerne i vinen må ikke være præget af for modne frugtkarakterer som stenfrugt og eksotisk frugt. De grønne, urtede og citrusprægede aromaer, som associeres med mere kølige dyrkningsbetingelser, er bedre og kommer ikke til at overdøve den fine, milde aroma i aspargesene.

Jeg har udvalgt 6 vine fra den kølige Loiredal i det nordlige Frankrig, der alle egner sig fremragende til retter med asparges. Servér dem ved 7-8°C.

Sancerre Blanc, Domaine Reverdy, 2017

Reverdys Sancerre er en Løgismose-klassiker, som siden Lene Grønlykke opdagede den i Frankrig for mere end 30 år siden, har nydt stor popularitet. Stilen er frisk, sprød og let, og den egner sig særlig godt til lette retter med grønne asparges, rå eller let tilberedte.

Sancerre Blanc, Tinel-Blondelet, 2015

Med indsigt akkumuleret gennem generationer, laver Annick Tinel en håndfuld fokuserede hvidvine og lykkes med at forene Sauvignon Blanc-druens dansende blomstertoner med flot dybde og intensitet. Netop det gør vinene så velegnede til mad, og hendes Sancerre er fremragende til retter med tilberedte grønne asparges.


Pouilly-Fumé ”Arret Buffatte”, Tinel-Blondelet, 2015

Fra en af de bedste marker i den højt profilerede appellation, Pouilly-Fumé, laver Annick Tinel en smuk, vibrerende vin på den eneste tilladte druesort her, Sauvignon Blanc. Toner af stikkelsbær og lime møder solbærblade og mynte, og efter et par år på asken har den vundet ekstra bredde og tekstur i munden. Det gør den velegnet til retter med både hvide og grønne asparges, gerne tilberedt.

Pouilly-Fumé ”Les Cris”, A. Cailbourdin, 2016

En stærkt begrænset høst i 2016 har givet os en meget lille allokering af Alain Cailbourdins Pouilly-Fumé ”Les Cris”. Kvaliteten er som sædvanlig uovertruffen fra den beskedne herre, der om nogen forstår at udtrykke appellationens potentiale. Sauvignon Blanc bliver ikke meget bedre, hverken i Loire eller i resten af verden, og brillerer med fine nuancer af asparges, lime og nyslået græs samt liflig hyldeblomst og polynesisk vanilje. Nyd den til lette retter med hvide asparges.

Pouilly-Fumé “Tryptique”, A. Cailbourdin, 2014

En helt vild fortolkning af Pouilly-Fumé og en stor hvidvin; ”Tryptique” er vinen, der sprænger rammerne. Alains ældste stokke på 70-80 år giver frugten, der efter presning gærer og lagrer på træfade på henholdsvis 300 og 600 liter. Sauvignon Blanc og fadlagring er i de rette hænder en fænomenal kombination. Nyd den til kraftige retter med hvide asparges, f.eks. grillede, serveret med høvlet parmesan, rucola og strimler af Pata Negra skinke. Vinen må gerne komme helt op på 10°C ved servering.

Vouvray Sec “Cuvée de Silex”, Bernard Fouquet, 2016

Længere mod vest fra Sancerre og Pouilly-Fumé ligger Vouvray, en appellation, der udelukkende laver hvidvine på Chenin Blanc. Bernard Fouquets særlige aftapning fra stokke dyrket i den flintholdige jord kaldet Silex fremstår med toner af honning, kvæde, pære og krudtrøg og med en n frisk afslutning, der rummer en ganske fin snert af sødme. Et på én gang overraskende og vellykket valg til dampede hvide asparges med røde skaldyr.