Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

Rosé til enhver lejlighed

PRODUCENTER: CHÂTEAU RIOTOR | MAISON TARDIEU-LAURENT | LA SPINETTA

Allerede i februar flagede jeg mit rosédrikkeri, og jeg skal love for, at det inspirerede derude i vinter-Danmark. Aldrig har vi solgt så meget rosévin på det tidspunkt af året, og det understreger, at lysten til rosé ikke nødvendigvis kræver udsigten til en solstol for at melde sig. Ikke desto mindre er saunaovnen nu slukket, og sneen for længst smeltet her i maj måned, så scenen er udskiftet, men rosévinen yder stadig.

Chefsommelier Thilde Maarbjerg 


Marts og april er travle måneder på lageret i Odense, hvor det vælter ind med friske aftapninger af de smukke, lyserøde vine, og jeg modsætter mig ikke, når de skal smages med vores vinsælgere og personalet i butikkerne. Det er en skøn tid på året, hvor forventningerne topper, og indkøbet til eget forbrug ligeså.

I sommerhuset har vi et helt køleskab dedikeret til rosévin, og det er fyldt til bristepunktet fra maj til september. Min mand, Thomas, er usædvanlig glad for rosévin, og nyder det også meget gerne til mad, hvilket hans kokkerier gennem sommeren vidner om.

Stegt hummer med ærter française, grillet multe med tomatemulsion og grillede auberginer, samt salade niçoise med pocheret hønseæg er eksempler på retter, vi med stort velbehag har nydt rosévin til. Og glassene må gerne være store, ligesom temperaturen på vinen godt må komme et par grader op, når der serveres mad til. Det udelukker dog ikke eftermiddags asken i solen, serveret iskold med vores sprøde, græske pistacienødder eller Kraghs flotte cashewnødder som en enkelt og luksuriøs ledsager til.

Tavel, Maison Tardieu-Laurent, Rhône, 2017, ØKO PREMIERE

Den ypperlige negociant, Michel Tardieu, laver en økologisk udgave af Frankrigs største rosévin, Tavel, på en blanding af 60% Grenache, 30% Cinsault og 10% Syrah. Udelukkende rosé produceres i denne lille kommune klods op af Châteauneuf-du-Pape, og i 2017 årgangen har Michel begået en lille genistreg, som folder sig særligt ud i selskab med mad.

Med sin fyldige, æskede frugt, krydderiet og den generøse alkoholprocent på 14% var den perfekt, da jeg testede den i april til hummerrøræg med stegte grønne asparges i rummelige Bordeauxglas ved 12°C.

Rosé, Château Riotor, Côtes de Provence, 2017

Familien Fabre nøjes ikke med at lave vin i Châteauneuf-du-Pape, også Château Riotor i Provence er under familiens vinger, og her sættes alt – ikke overraskende ind på at lave rosévin.

Vinen er yndefuld i både udseende og smag og rummer en dejlig saftighed, som ind imellem kan savnes i de meget slanke versioner af Rosé de Provence. Afslutningen er tør, sprød og vibrerende og levner kun akkurat plads til, at glasset kan sættes ned for en ganske kort stund. Praktisk skruelågsordning, der både hjælper til at holde vinen frisk, men også gør Château Riotor til vores sædvanlige valg, når solnedgangen skal nydes ved Hornbæk strand. Servér køleskabskold fra middagstid til sengetid og hold den kold på havebordet med en Vacuvin vinkøler.

Il Rosé di Casanova, La Spinetta, Toscana, 2016

Rivetti brødrene har med deres vine fra Piemonte og Toscana manifesteret sig blandt de mest visionære og succesfulde i den italienske vinbranche, og ikke overraskende laver de også en af Støvlelandets bedste rosévine. Forskellige kloner af Sangiovese høstes fra ca. 20 ha i de toscanske bakker med det formål at lave den elegante Il Rosé de Casanova, og med blot en times skalkontakt er der virkelig tale om en ballerina.

Det lave udbytte viser sig tydeligt i duft og smag, der imponerer med sin intensitet og koncentration trods det lette, friske udtryk. Nyd den af Bordeauxglas ved 10°C til plateau de fruits de mer eller grillet blæksprutte.