Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

Et blødt rødvinskys fra Piemonte

PRODUCENT: VILLA GIADA OMRÅDE: PIEMONTE

Prestigen hviler utvivlsomt på Nebbiolo, men dens samtidig aristokratiske utilnærmelighed, gør den ikke altid til noget nemt valg. Her kommer Barbera ind i billedet og valser legende forbi direkte ind i folks hjerter. Eller skulle man nærmere sige munde, for druen udmærker sig ved at give utrolig drikkevenlige, saftige og bløde vine, et sandt modstykke til Nebbiolos stramme gemyt. Den kræver heller ikke tid i asken, for at bløde op, særligt Barbera fra Asti provinsen er imødekommende selv som ganske ung.

Fagekspert Per Bach

 

Andrea Faccio er en gudsbenådet vinmager, der producerer charmerende og imponerende vine i familiens gamle kælder, der blev opført på en bakketop ovenfor landsbyen Canelli tilbage i 1790. Andrea fik tidligt ansvaret for produktionen, da faren blev syg og de første år fik han hjælp fra den berømte professor Donato Lanati. Siden har han klaret sig selv, og selvom han endnu ikke har rundet de 50, har han allerede 25 årgange under bæltet. Især hans unge friske Barbera vine, der udelukkende er modnet i rustfrit stål har vakt international opmærksomhed og står som lysende eksempler på, at storartede Barbera vine sagtens kan klare sig uden parfumen fra egefadene.

Vinmager Andrea Faccio

Barbera d'Asti SURI, 2015

Druerne håndhøstes fra 10-15 år gamle vinstokke på familiens sydvestvendte skråninger ved Calosso og Agliano Terme og gæres på ståltanke.
En lys, arketypisk og glædesbringende Barbera d'Asti med
masser af saftige røde bær og en forfriskende syre som, betyder, at man alt for nemt kommer til at nyde et ekstra glas.

Prøv at køle den ned til 13-15°C og oplev, hvor fint den spiller sammen med pandestegte fladfisk eller grillede skaldyr.

Barbera d'Asti AJAN, 2015

Håndhøstede druer fra familiens kalkrige sydøstvendte skråninger nær Andreas fødeby Agliano Terme, der på gammel dialekt heder Ajan og dermed lægger navn til vinen.

I tanken hviler den 14 måneder efter gæring forud for aftapning. Meget saftige kirsebær og søde hindbær afleveret i et forfriskende, vinøst og silkeblødt udtryk, der samtidig rummer en dybde og elegance, man sjældent møder i en Barbera, der ikke er fadlagret. Fremragende!

Servér ved 15°C til de bedste pølser på grillen med kartoffelsalat med sennep, kapers og dild.

Andrea Faccio er samtidig en af de bærende kræfter i ”L’Associazione denominata Produttori del Nizza”, der siden 2002 har arbejdet for at løfte Nizza fri af druenavnet Barbera og et niveau op over regionsbetegnelsen Asti, og det var en stor personlig sejr for ham da det italienske landbrugsministerium i 2014 godkendte ansøgningen og indstillede til embedsværket i Bruxelles, at Nizza skulle blive Italiens DOCG nummer 74.

Nizza DOCG DANI, 2014

Denne vin betyder derfor noget ganske særligt for Andrea Faccio, og selvom embedsværket i Bruxelles knap 4 år senere endnu ikke har formaliseret Italiens DOCG nummer 74 har han valgt at tage forskud på glæderne. Vinen er således ikke længere en Barbera d’Asti Superiore Nizza, men en Nizza Rosso slet og ret. Druerne er håndhøstede fra familiens bedst eksponerede parceller ved Agliano Terme, hvor de ældste vinstokke blev plantet i 1943, og de seneste 6 år har været kultiveret efter økologiske principper. Efter gæring lagres vinen 18 måneder på små og mellemstore fade frem mod aftapningen på flaske, der sker uden forudgående klaring eller filtrering.

Resultatet er en vin, der begaver os med en vidunderlig duft af brombær og kirsebær tilføjet en balsamisk twist og suppleres med salige søde velintegrerede vaniljekys fra fadene. En fyldig helt tør, men meget aromatisk, velstruktureret og helt bestemt raffineret vin på niveau med Giacomo Bologna og Alfiero Boffas ”Bricco dell’Uccellone” og ”Collina della Vedova” der fik lavinen til at rulle, da de ramte markedet
i midten af 1980’erne. Servér den ved 16°C til grillet fjerkræ eller svinekød, gerne det fede af slagsen og nyd hvordan den klassiske Barbera-syre renser munden og giver lyst til en bid mere.