Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

Raffinerede hvidvine fra Weingut Paulinshof

Område: Kesten i Mosel, Tyskland

Få steder i verden er vindyrkning forbundet med den samme dramatik som på de stejle skråninger ned mod Moselfloden.

Rieslingdruen kvitterer for det hårde arbejde med at give vine, der er fuldstændig unikke.

 

Chefsommelier Thilde Maarbjerg

Paulinshof - Klub Løgismose

 

50 år i familien Jünglings hænder er ikke meget i forhold til Paulinshofs samlede historie som vinhus: Allerede i år 936 omtales Paulinshof som værende en vingård med tilhørende vinmarker. Med århundreders skiftende ejerforhold var der blot 2 ha vinmarker, da Klaus og Christa Jüngling overtog vingården i 1969. De er stadig aktive i produktionen, om end sønnen Oliver gradvist kommer mere og mere ind over, efterhånden som det naturlige generationsskifte nærmer sig.

Jüngling-familien har løbende udvidet til de nuværende knap 10 ha, og i takt med at gode parceller er kommet på deres hænder, er porteføljen af vine vokset. Med rieslingdruens alsidighed er der tale om alt fra det knastørre til det ekstremt søde, og produktionen er begrænset, typisk omkring 75.000 flasker årligt. Husets vine udtrykker på fornem vis kombinationen af skiffer, gamle stokke og lave udbytter.

 

Weingut Paulinshof

 

Riesling Trocken Gutswein, 2016, 1 liter

Charmerende blomstret riesling gæret og lagret på ståltanke og med en elegant balance mellem de næsten umærkbare 9 g/l restsukker og det klassiske høje syreniveau i rieslingvinene fra Mosel, her på ca. 8 g/l. Uhøjtidelig, saftig og tørstslukkende med bred anvendelighed både solo eller til sushi, porresuppe med bacon eller pasta pesto. Nydes ved 7 °C. Alk 12%

 

Riesling Feinherb ”Figaro”, 2016

Det gamle tyske ord for ”halbtrocken” eller halvtør, ”feinherb”, indikerer, at der her er tale om en vin med mærkbar restsødme, om end den vederkvægende rieslingsyre gør det samlede udtryk friskt. Sødmen giver vinen en fin karakter af stenfrugt og mandarin kombineret med lime og hvide blomster. En glimrende vin til asiatiske retter med karry og/eller chili, retter med sur-sød marinering eller barbecue. Nydes ved 7 °C. Alk 12%

 

Riesling Spätlese Trocken ”Brauneberger Juffer-Sonnenuhr”, 2016

Jüngling-familien ejer en mindre parcel i den 10,5 ha store mark Brauneberger Juffer Sonneuhr, der siden romertiden har været kendt for sit exceptionelle potentiale for kvalitetsdruer.

Marken er ekstremt stejl, og udbyttet er naturligt lavt i den dybe, veldrænede skifferjord. Druerne er høstet på Spätlese-niveau, men vinen er gæret til trocken med 9,8 g/l restsukker. Den sene høst giver udover mere sukker i druerne også større koncentration og nuancerigdom, eftersom opbygningen af aromastoffer stiger parallelt med graden af modenhed i druerne.

Dyb og koncentreret duft af hvide ferskner, abrikos, mango og underliggende kryddertoner af ingefær og lychee. Intens smag med stor frugtfylde og tydelig mundvandsdrivende syre og ekspressive aromaer. Lang eftersmag. Server til stegt flæsk eller gode pølser med surkål eller coq au riesling ved 8 °C. Alk 12,5%