Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

LAD FESTEN BEGYNDE MED SKØNNE BOBLER

PRODUCENT: PERLAGE, ØKO
OMRÅDE: PROSECCO, VENETO


Man hører om mange stridigheder og uenigheder blandt søskende, der skal videreføre forældres livsværk, men de syv Nardi brødre er et eksempel på det modsatte.

Chefsommelier Thilde Maarbjerg 

 

For mere end 30 år siden blev de enige om, ikke bare at føre forældrenes vingård i Veneto videre, men også at den skulle være den første økologiske vingård i Valdobbiadene-zonen, hovedområdet for produktion af kvalitets-Prosecco.

Det var en hård start at omlægge fra forældrenes konventionelle tilgang, og først efter ti år kunne de ånde lettet op, i erkendelsen af at kvaliteten endelig ikke bare var på niveau med, men bedre end hvad vinmarkerne nogensinde havde leveret. Hvor det meste Prosecco er produceret med pris for øje, har Perlage de sidste 30 år konstant optimeret med henblik på at vise, at Prosecco kan være mere end blandingspartner i Bellini og lignende drinks.

Vi har udvalgt tre vine, der alle er lavet på 100% Glera, hoveddruen til produktion af Prosecco. Den klassiske sødmegrad for Prosecco er Extra Dry, hvor sukkerindholdet er mellem 12 og 17 gram pr. liter. Vinene fremstår ikke direkte søde, men nærmere frugtige, idet sukkeret løfter vinens frugtighed og fremmer de blomstrede toner. Eftersmagen fremstår stort set tør.

Boblerne skabes sædvanligvis ved charmat-metoden, hvor sukker omdannes til alkohol og kulsyre i et lukket tanksystem. Ved denne metode accentueres vinens frugt- og blomstertoner, og Prosecco har ikke den samme smag af gær og toast, som f.eks. forbindes med Champagne. Server dem alle direkte fra køleskabet.

 

 

 

Sgajo Extra Dry, Prosecco DOC, 2016, ØKO

Klassisk let sødmefuld Prosecco fra yngre stokke i Treviso. Meget bred appel smagsmæssigt med moden pære, æble, abrikos og lidt banan uden at være direkte parfumeret. Let, ukompliceret og forfriskende med 15 gram sukker pr. liter. Nyd den som aperitif eller opgrader din Bellini eller Spritz.

Canah Brut, Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore DOCG, 2016, ØKO

En ganske tør udgave af Prosecco, som appellerer til den stigende interesse for en tørrere udgave af typen. Druerne kommer fra lidt ældre stokke i den historiske Conegliano-Valdobbiadene-zone. Honningmelon, hvide blomster og grøn æble i duften og en elegant tør smag, der akkurat har sukker nok til at skabe fyldighed på midtpaletten, uden at vinen fremstår sød. Gode, vedvarende små bobler. 8,5 gram sukker pr. liter. Servér som aperitif eller til sushi.

Col di Manza Extra Dry, Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore DOCG, 2016, ØKO

Den første og hidtil eneste Prosecco lavet på biodynamisk dyrkede druer fra toppen af Col
di Manza i den oprindelige produktionszone for Prosecco. Luksusudgaven med italienernes foretrukne sødmegrad, Extra Dry. God intensitet i både duft og smag med stenfrugt, citrus, syrener og modne pærer. Sødmen er fint integreret, og vinen slutter til den tørre side.
17 gram sukker pr. liter. Har stoflighed nok til at kunne ledsage mad, selvom den også vil være glimrende som aperitif. Sidstnævnte særlig godt, hvis man serverer snacks eller canapéer til, som rummer lidt sødme. Ellers prøv til tempurastegte rejer med sur-sød sauce eller salat med kylling, peanuts og grøn mango.