Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

SPANIENS KARAKTERFULDE HEMMELIGHED

PRODUCENT: DOMINI DE LA CARTOIXA | OMRÅDE: TERRA ALTA, SPANIEN

”A place to watch”, ”Hidden gem” og ”Rising star” er blot nogle af de formuleringer, velorienterede vineksperter bruger om den lille DO Terra Alta vest for Barcelona i Catalonien. Vindyrkning i det kuperede område går tilbage til romertiden, men produktionen har aldrig rigtig manifesteret sig på en måde, hvor vinene fik mulighed for andet end at slukke lokalsamfundets tørst. Det er der ved at blive lavet om på.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg


Området har indtil for ganske nyligt været præget af landsbyidyl og en vis grad af isolation, og vinmæssigt har det stået i skyggen af det fremadstormende Priorat, som ligger blot 30 km mod øst. At industrien desuden har været præget af korporativer har ikke yderligere peget i retning af et gennembrud, men tværtimod en mere gennemgående fokus på volumen frem for kvalitet og individualitet.

Scenen er ellers sat godt. Mellem rullende bakker og pompøse bjergtinder dukker vinmarker op på dalbunde, plateauer og terrasser, hvor det er muligt. Jordbunden er fattig på organisk materiale og domineret af kalksten, ler og sten med indslag af sand fra den periode, området var under vand. Vind og sol holder presset fra sygdomme på afstand, og den ne balance mellem kontinentalt og Middelhavsklima giver en vis grad af kølighed om natten, selv om sommeren.

Terra Alta er Grenache-land og lidt overraskende er særligt den hvide version, der lokalt kaldes Garnatxa Blanco den mest plantede variant. Historisk har en oxidativ version været i højsædet, men den er gradvist blevet overhalet af mere moderne og tidssvarende versioner både med og uden fad. Også andre farver Garnatxa dyrkes i Terra Alta ligesom Carignan (lokalt Carinyena) og Cinsault (Samso) nyder popularitet. Internationale sorter kan også dyrkes, men mange producenter vælger som i naboområdet Priorat at holde dem i biroller og dermed favorisere de mere lokalforankrede sorter.

 

Hvad er så specielt ved vinene fra Terra Alta?

Hvidvinene viser som få andre områder hvilket potentiale, Garnatxa Blanco har og hvor kraftigt den kan reflektere terroir. Når de er bedst, kombinerer de blød tekstur med underliggende friskhed samt en nærmest salt tone, der runder af med en snert af petroleum. De røde har paralleller til Priorat med spændstig mørk frugt og en usædvanlig frugtintensitet på midtpaletten afsluttet med en læskende friskhed og balsamisk rigdom. Nye producenter har sammen med et par visionære korporativer sat skub i en udvikling, som pt. resulterer i en række opsigtsvækkende vine til et lige så tillokkende prispunkt. Nyd det mens det varer. Terra Alta ligger i svinget til at blive det nye hotte vinområde i Spanien.

Det var Merche Dalmau, General Manager og grundlægger af Clos Galena i Priorat, der sendte os de to nyfødte vine fra Terra Alta i maj måned. Secrets de Mar er deres første projekt udenfor Priorat, og med vores kendskab til vinene fra Clos Galena, var forventningerne på plads rundt om bordet. Druerne kommer fra stokke på + 30 år udvalgt blandt medlemmer af Celler Cooperatiu Agrícola de Gandesa, hvor druerne også presses og gæres for at undgå for lang transport efter høst.

 

Secrets de Mar var en dejlig overraskelse, der emmede af sensommer ved Middelhavet, det uhøjtidelige, livlige og forfriskende.

Premierevin - Secrets de Mar Blanco Mediterrania

70% Garnatxa Blanco, 30% Macabeu gæret i ståltanke og lagret ca. 2 måneder med gærresterne forud for aftapning. Herlig kombination af syrligt og salt, pærer og grønne æbler dominerer smagen med en diskret underliggende tone af grøn anis, melisse og basilikum. Afslutningen er helt tør og forfriskende med middel længde, og den bør nydes godt afkølet ved 6-7 °C til de bedste sardiner med grillet brød eller spaghetti vongole. Også glimrende uden mad.

Premierevin - Secrets de Mar Tinto Mediterrania

60% Carinyena, 35% Garnatxa Negra og 5% Syrah, halvdelen af vinen er lagret 4 måneder på egetræsfade. Få producenter lader Carinyena føre an i drueblandingen, men sorten fortjener mere opmærksomhed og er særligt i meget varme klimaer fremragende til at fastholde frugtsyre trods meget fremskreden modenhed. Frugten er mørk og fyldestgørende med toner af brombær, blåbær og kirsebær samt et lille pust af vilde hindbær, der løfter potpourrien. Fadpræget er yderst diskret og bidrager blot med et lille krydret strejf ligesom der fornemmes sød lakrids og rosmarin under den svulstige frugt. Afslutningen rummer en læskende friskhed, som gør, at vinen trods sin kraft fungerer glimrende ved en serveringstemperatur ned til 15 °C. Nyd den til rustikke retter med gris, kraftigt charcuteri eller faste fåreoste.