Da Stefano Inama tilbage i begyndelsen af 1990'erne besluttede at udleve drømmen om også at blive rødvinsproducent, anede han intet om, at han skulle blive Italiens fornemste ambassadører for druen Carmenère, og at hans vine skulle komme til at udløse forandringer i regulativerne i det dengang upåagtede Colli Berici. Ikke desto mindre var det det der skete, da han købte parceller med gamle vinstokke i en lille dal i nærheden af Oratorio di San Lorenzo, hvor munke havde lavet vin i århundreder.

Den første vin blev en Cabernet Sauvignon skabt på frugt fra 1996-årgangen. Den kom i kølvandet på, at forskerne på Istituto Sperimentale di Viticoltura i Susegana havde påpeget, at der var stor diversitet mellem det man dengang kaldte fransk og italiensk Cabernet, og at druerne angiveligt slet ikke var nært beslægtede igen, samtidig med at DNA-analyser påviste, at en del af de vinstokke vinbønderne havde kaldt Cabernet Franc reelt var identisk med dem vinbønderne i Chile længe havde kaldt Carmenère.

Det fik Stefano til at analysere, hvad det egentlig var han havde i sine vinmarker, og i 2004 havde han isoleret tilstrækkeligt med vinstokke til, at han kunne producere vinen Oratorio San Lorenzo. Den første italienske vin, der flagede druenavnet Carmenère på etiketten og året efter kom denne lidt mere legesyge Carmenère Più, der i starten også var 100% sortsren, men nu også inkluderer op til 20% Merlot fra parceller på Campo del Lago, som fulgte med, da Stefano Inama erhvervede Villa del Ferro fra boet efter Alfredo Lazzarini, der var en af Italiens helt store vinmagere og personligheder tilbage i 1960'erne og 70'erne.

Høsten er manuel og frugten fra de forskellige parceller transporteres op til vingården overfor Soave i 12 kilos plastkasser. Her soigneres klaserne inden alle stilke fjernes og herefter gæres druerne til vin uden knusning og uden fremmede i rustfrit stål. Derpå modner 80% af vinen i 2 eller 3 gange brugte fade, mens de sidste 20% venter 12 måneder i tankene på at møde Carmenère og Merlot vinene fra de forskellige parceller i den endelige cuvée, som efter yderligere 4-6 måneders modning tappes på flaske uden klaring eller filtrering.

Più betyder at række ud efter ”mere”, og antyder at der her er tale om en vin, som hylder saftigheden, det let drikkelige, ja måske endda letsindige udtryk, samtidig med at der også er pænt med struktur og karakter til stede. Intens og interessant, eller som Eric Guido fra Vinous skrev i april 2022: “You’d be hard-pressed to find a better bottle of Carmenere from this region.”

Bonusinfo:
Etiketten, der har prydet flasken siden den første årgang i 2005, er designet af den i Milano bosatte grafiske designer Matteo Morelli, og den respekterer smukt den stil, som allerede dengang var blevet en del af Inama’s DNA. Den forestiller en Kerup eller Putti, som vogter over et himmelsk overflødighedshorn af frugt, men der er lige en rød lilla klase Carmenère (må vi forstå), som han ikke helt har styr på.

"Jeg mødte Stefano Inama foran hans topmoderne vinhus uden for den lille by San Bonifacio lige syd for de udslukte vulkaner, der danner rammerne for Soave Classico.
Efter en kort rundvisning og besigtigelse af de obligate egefade og ståltanke, kørte vi en kort tur nordpå for at se hans vinmarker. Det var isnende koldt, og rimfrosten lå over de smukke vinstokke, som stod bundet op i espalier. Jeg kunne ikke lade være med at rose det smukke syn, men det skulle jeg aldrig have gjort.
Dette var ikke Soave Classico, det var bare Soave, et nymodens distrikt, der havde ødelagt navnet for den rigtige Soave, der kun kan gro i lava af basalt. Espalierer var en grådig og dum opfindelse, som gav et stort udbytte, men ringe kvalitet.
Stefano indrømmede imidlertid, at han selv havde marker med espalier, men det var meget gamle stokke, og de gamle stokke udgjorde et dilemma. De havde lavt udbytte, men en intens smag, så han mente de skulle blive stående ­ men når han planter nye, bliver det med guyot ikke espalier.
Talen om kvalitet, jorden og markens eksponering fortsatte, indtil vi sad på et af Soaves lokale Enoteca med hans medbragte vine, pasta med knust ansjos, komaver i tomat og rosmarin, oste og creme catalan ­ og så går vi over til at snakke om samarbejdet."
Christian Grønlykke i 2006