Dette er dels en hyldest til senatoren Gherardo Molmenti, der i 1896, efter at have hentet inspiration i Bordeaux, vendte hjem til Gardasøen og skabte den første Chiaretto, dels et modigt forsøg på at skabe en rosévin, hvor tiden arbejder for og ikke imod vinen. Den blev produceret første gang præcis 100 år efter den første Chiaretto så dagens lys og da vinen skulle opkaldes efter senatoren var eller kendte begreber som rustfrit stål og temperaturkontrol under gæringen aldrig en del af ligningen.
Mattia Vezzola, der både er manden bag Costaripa oppe på toppen af den lille badeby Moniga del Garda og den reelle drivkraft bag forretningsmanden Vittorio Morelli's transformation af Franciacortahustet Bellavista fra et lille familieforetagende til et af Italiens 2-3 stærkeste brands, når det kommer til mousserende vine, har altid været fascineret af de lyserøde vine. Og derfor har det ærgret ham, at mange producenter længe ikke tog typen seriøst og at rosé derfor blev en vintype som helst skulle drikkes (og glemmes) i en fart og sjældent blev inviteret med til bords.
Mattia Vezzola tog udgangspunkt i Gherardo Molmenti notater og begyndte så småt i 1998 at fadlagre et lille parti af sin Chiaretto og da folkene fra Gambero Rosso fik lov til at smage resultatet i september 2000 blev Molmenti vinen, der fik mest opmærksomhed da 2001 guiden kom på gaden. Mattia Vezzola har siden raffineret recepten og venter blandt andet hele 18 måneder med at frigive vinen efter den er aftappet for at fadet ikke skal virke på fortrængende og for at uoplyste vinvenner ikke skal tro at der bare er tale om en glemt rosé som skulle have været nydt for længst.
Vinen har lige fra starten haft sin faste fanskare, men det er først nu på ryggen af den tsunami af rosévine, der er skyllet ind over det italienske støvleland, at vinen på grund af dens aromaprofil og perspektiv har rejst sig til kultstatus. Efter at være blevet høfligt anmeldt i Gambero Rosso i 15 år voksede 2015-årgangen således op til titlen som "1. Miglior Rosè d'Italia" (Den bedste rosé i Italien) samtidig med, at den blev belønnet med de eftertragtede Tre Bicchieri i 2019-udgaven af den italienske vinbibel.
Der er der tale om frugt fra familiens ældste vinstokke, der, efter manuel høst ved daggry med soignering af klaserne allerede oppe på skråningerne, nænsomt presses og trækker med skallerne i henhold til den traditionelle teknik "Levata di cappello", der foreskriver, at vinbonden den første nat efter høsten først må gå i seng, når den rette rosa nuance har indfundet sig i mosten. Herefter gærer mosten direkte i brugte 400 liters franske fade, hvor den også gennemgår den malolaktiske gæring og modner 24 måneder frem mod aftapningen på flaske.
En rosé der, selvom den kalder sig Chiaretto, befinder sig i den fortryllende lyse ende af farveregisteret. Her er både hindbær og jordbær, men især fersken og duftroser til stede, og det hele bliver leveret på en mild bund af vanilje og kanel, som til sidst omfavnes læskende sprød citrus og mineralitet. Det er rigt, komplekst, meget vedholdende og originalt!
Mattia Vezzola ‘s datter Nicole har overtalt den berømte italienske chef Sergio Mei (Køkkenchef på Hotel For Sea Sons restaurant La Veranda i Milano mm.) til at kreere en ret til de forskellige vine fra Costaripa. Her foreslår han hjemmelavede Ravioli med rørt burrata, der helt enkelt serveres med rå hakkede solmodnede tomater og frisk blomstrende basilikum. Men det behøver ikke være så præcist. Molmenti er en fremragende madvin og den elsker skaldyr, lynstegt tun, sværdfisk i citrusmarinade (Ceviche), kalvecarpaccio samt grøntsags- og skaldyrrisotto.