Historien om Corte Figaretto handler om Mauro og Patrizia Bustaggi, der en dag ikke længere ville finde sig i, at familiens fremragende druer sank ned i de mægtige middelmådige blandinger hos Cantina Sociale di Valpantena, selvom de deltog i et særligt kvalitetsprojekt på kooperativet.
Mauro og Patrizia satsede hele butikken, og med hjælp fra familie, venner, venners venner og selvfølgelig også en bank lykkedes det dem at skabe fundamentet for etableringen af en helt ny vingård. De hyrede konsulenten og vennen Paolo Grigolli, der også arbejdede for Bertani, og fra og med årgang 2003 var familien klar til at stå på egne ben.
Vi mødte Patrizia Bustaggi første gang i foråret 2006 ved en middag på det hyggelige Enoteca della Valpolicella i Fumane, hvor en række producenter prøvede at fange et dusin importørers opmærksomhed med flaskerne i hånden. Den aften havde Patrizia kun den unge Valpolicella med, men den havde lige netop den ekstra kant at vi måtte smage vinen igen hjemme i Danmark.
Løgismose blev Corte Figaretos første kunde uden for Italien, og i dag lever vi i en særlig alliance med Mauro og Patrizia Bustaggi, hvor vi lover kun at aftage halvdelen af deres produktion, selvom vi nemt kunne sælge hele molevitten.
Det der startede med blot 5 ha. tilplantet med vinstokke er efterhånden vokset til 12 ha. med de senest tilkomne ha., der ligger på en bakketop med den smukkeste udsigt. Druerne fra disse velplacerede parceller resulterer i 8 forskellige vine, der alle formår at imponere en lille smule mere for hver ny årgang, der bliver sat til salg.