Dette er den bare anden årgang af den elegant udstyrede, meget friske og frugtfokuserede Valpolicella fra Maso Maroni, der i løbet af no time er blevet et meget succesrigt brand. Maso Maroni tager sit navn fra et udsigtspunkt og lille kapel som ligger ovenfor landsbyen Santa Maria in Stelle en halv snes km. nord for Verona.
Her har Mauro Bustaggi og Patrizia Gandi investeret i en række små parceller med gamle vinstokke, som er anlagt på stejle terrasser, og med tiden er det planen, at Maso Maroni vinene hovedsagelig skal produceres på frugten fra disse parceller. Mauro og Patrizia har imidlertid valgt at plante nye og bedre kloner af Corvina og Rondinella på en del af terrasserne, så derfor suppleres der med druer fra familiens andre vinmarker i dette bud på en klassisk Valpolicella.
2017-årgangen er en af de tørreste og varmeste i det nye millennium. Frost sidst i april reducerede som så mange andre steder i Europa høstudbyttet, men da hovedparten af familiens parceller ligger på relativt højt placerede skråninger, blev de ikke ramt nær så hårdt som så mange andre. I sensommeren fulgte markante temperaturforskelle mellem dag og nat, og da høsten gik i gang næsten 3 uger tidligere end det der engang var normalt, høstede familien nærmest fejlfri, rigt parfumerede og sukkerrige druer. Eller som Patrizia udtrykte det da vi var forbi i september 2017: ”Hvis ikke Mauro laver fantastiske vine i år, så skal vi skilles”.
Vinen er nu blevet frigivet og Mauro og Patrizia er stadig sammen. En dejlig frisk og livlig vin med en herlig duft af kirsebær, blommer og forskellige friske urter, som i munden bliver fulgt til dørs af saftig bitterfriskhed og måske en kende mere fylde end tidligere. Men stadig helt fri for associationer til tørrede druer og trods den varme årgang stadig langt væk fra Ripasso. I stedet meget læskende og befordrende især hvis den nydes kølig.
Simpelthen et forfriskende og herhjemme alt for overset alternativ til Ripasso og Amarone. Et klassisk match til fyldige pastaretter, rødt kød og ikke for skrappe oste, og især hvis der er lidt fedme til stede kommer friskheden til sin ret.