Denne Vigna Galatrona fra Petrolo er kåret som den 4. bedste vin, der blev frigivet til salg i Italien i 2019 af de to ikoniske vineksperter Luca Gardini og Andrea Grignaffini, som siden 2012 har sat sig for, sammen med et panel af internationale eksperter, at blindsmage 300-400 af de højest ratede italienske vine på tværs af Gambero Rosso, Veronelli, Duamilavini, Vini Buoni d'Italia og de andre italienske guider.
De kigger på vurderingerne af den seneste årgange, som guiderne har haft mulighed for at bedømme (her 2016-årgangen) og rekvirerer så som regel prøver på den nyeste årgang, og voila, ud af det kommer der en liste, som trækker spalteplads hele vejen fra Mexico City til London og videre fra Hong Kong til Bordeaux.
Der var således i 2019 bare 3 vine, som overhalede Merlot vinen fra Vigna Galatrona nemlig Sassicaia 2016 fra Tenuta San Guido, Barolo Monvigliero 2015 fra Burlotto og så den sødt parfumerede Alto Adige Gewürztraminer Terminum Vendemmia Tardiva 2016 fra Cantina Tramin. Alle andre, og herunder også en håndfuld af Italiens andre imponerende Merlot-vine, måtte affinde sig med sekundære placeringer.
Hæderen kommer desværre lidt for sent til at Lucia Sanjust, som sørgede for at de første rækker med Merlot blev plantet nedenfor Petrolo i 1990, nåede at opleve det. Men hun smiler sikkert oppe i sin himmel, for oprindeligt var Merlot-druerne blot tænkt som et formildende tilskud til familiens Torrione vin, og hverken Lucia eller nogen andre havde nogen anelse om, at Merlot vinen fra Vigna Galatrona en dag skulle nyde samme respekt som Le Pin.
Som en lille kuriositet var det en ung James Suckling som bliv fødselshjælper til vinen, da han i 1995 besøgte Petrolo og sammen med Luca Sanjust smagte vinen fra et par fade med sent høstede Merlot-druer, som familien tøvede med at blande i deres dengang vigtigste vin Torrione. James Suckling syntes vinen smagte fantastisk og han opfordrede Luca til at tappe vinen og lancere den som en ny supertoscanar. Og således blev det, men dog først fra 1997-årgangen idet vildsvinene både i 1995 og 1996 tog så lystigt for sig af druerne at der ikke var nok til den kommercielle lancering. Robert M. Parker Jr. var begejstret da han smagte debutårgangen og noterede at vinen "offers additional evidence that outside of Pomerol, the world's finest Merlot is produced in Tuscany."
Vinen er navngivet efter det tårn som er vartegnet for den lille landsby, og som det forstås 100% Merlot fra 10 ha. tilplantet op gennem 1990'erne med lavt ydende kloner hentet i Pomerol. Parcellerne blev fuldt økologisk certificerede i 2016 og høsten er manuel med soignering af klaserne allerede ude blandt vinstokkene. Herefter transport op til vingården i plastkasser og yderligere en sortering inden alle stilke fjernes. Gæring i cement uden fremmede gærstammer med manuel bearbejdning af den gærende vin kombineret med daglige overpumpninger. Herefter modning i 18 måneder i franske fade (30% nye) med hyppig batonnage de første 6. Endelig sammenstikkes den endelige cuvée i stål og tappes derpå på flaske uden klaring eller filtrering.
Luca Sanjust, som opgav en lovende karriere som avantgardistisk kunstmaler i Rom for at videreføre moderens livsværk, er selv ganske ydmyg omkring vines kultstatus og noterer at "en stor vin skal, ikke bare fortælle historien om sine druer, den skal også fortælle historien om det terroir, som vinstokkene står i. Kun på den måde for den sin egen identitet og muligheden for at blive en ægte klassiker."
21 årgange med topanmeldeler hos alle førende eksperter taler deres tydelige sprog.