Denne Chardonnay er en fin lille overraskelse fra Loire og en dejlig forfriskning, når solen skinner, eller når man godt kunne tænke sig, at det var det den gjorde.
Der er plantet Chardonnay i snart sagt alle vinproducerende lande og vinene har mange ansigter, lige fra de terroir drevne fadbårne mesterværker fra de gyldne skråninger i Bourgogne til de helt ligegyldige industrivine, som ikke engang flager hvorfra de kommer. I Loire bliver Chardonnay som type mere sprød og frisk end de fleste andre steder, så hvis du leder efter et alternativ til de mere voluminøse Chardonnay typer, så er denne vin et godt bud.
Vinen er produceret i samarbejde med Château du Cléray i Loire, der for nogen år siden indledte et samarbejde med LaCheteau, som i 2005 blev opkøbt af Le Groupe GCF, der med sine mere end 4.000 ha. og mere end 2.500 drueleverandører og ansatte er Frankrigs største negociant virksomhed inden for vin og spiritus. Det betyder adgang til et fantastisk netværk og næsten uanede ressourcer, og det fornemmes i denne vin.
Diskret blomstrende i næsen med friske noter af sprøde æble, pære, abrikos og citrus og derpå igen frisk, let, ja nærmest letsindig i munden. En herlig let drikkelig vin, som udmærker sig ved sin fine umiddelbare saftighed.