Det historiske hysterisk velholdte kloster Badia a Coltibuono er en af de ældste vingårde i Chianti Classico og takket være Stucchi-Prinetti familien tillige en af de mest veldrevne, som begaver os med en stribe elegante klart definerede vine, der hvert år skal tælles med blandt de bedste i Chianti Classico.
Produktionen blev i 1997 flyttet til et nyopført state-of-the-art vineri, som åbnede nye muligheder for Roberto Stucchi og hans daværende vinmager Maurizio Castelli, som besluttede, at de ville udvikle en negociant linje funderet på købt frugt og for at signalere, at de mente det alvorligt, blev forbindelsen til Coltibuono bibeholdt samtidig med, at den nye linje blev forsynet med Roberto Stucchi’s initialer på etiketten.
Den første lille prøveballon blev opsendt i 1997 i form af nogle få tusinde flasker Chianti Classico , og siden er projektet stille og roligt blevet en så solid succes, at produktionen har passeret de 250.000 flasker.
Hvidvinen i serien er denne mildt blomstrende og forfriskende "Vermentino RS", som i forbindelse med en kærlige makeover af serien har fået slettet fantasinavnet "Trappoline" på etiketterne og dermed historien om, at dette er 2019-udgaven af Badia a Coltibuono oprindelige hvidvin som første gang så markedet i begyndelsen af 1990'erne. Dengang var der tale om et sammenstik af Pinot Bianco, Chardonnay, Trebbiano og Malvasia Bianca og i årenes løb har vinen på godt og ondt været et af de mange eksempler på hvorledes de toskanske vinbønder har søgt og søgt efter den rette profil til deres hvidvine. I en periode blev den fadlagret, i en periode blev det flaget, at der tale om et blend på Pinot Bianco og Chardonnay og da Vermentino-druerne i 2015 begyndte at tage styringen forsvandt de franske druenavne fra etiketterne.
Dette er den 3. årgang hvor vinen udelukkende er funderet på Vermentino fra et par vinbønder nede på den toskanske kyst som er på vej ned ad den vej, der handler om et bæredygtigt landbrug, der leder frem mod økologi. Ingen af dem er dog endnu i mål og først i forbindelse med 2021-høsten vil de økologiske certifikater komme på plads. Druerne er plukket i de tidlige morgentimer og i kølebil kørt de mere end 100 km. op til vineriet udenfor Monti i Chianti Classico. Her er druerne soigneret forud for presningen hvorefter mosten har fået lov til at sætte sig natten over inden gæringen i rustfrit stål. For at optimere friskheden er den malolaktiske gæring undertrykt mens vinen modnede 6 måneder Sur Lie frem mod en let filtrering og aftapningen på flaske.
En frisk let blomstrende vin med både pære og fersken, der smelter fint sammen med let krydrede noter af kamille og laurbær. Tør og med markant citrus som sammen med fin mineralitet understreger friskheden og får vinen til at fremstå mere slank end den egentlig er