Det historiske hysterisk velholdte kloster Badia a Coltibuono er en af de ældste vingårde i Chianti Classico og takket være Stucchi-Prinetti familien tillige en af de mest veldrevne, som begaver os med en stribe elegante klart definerede vine, der hvert år skal tælles med blandt de bedste i Chianti Classico.
Produktionen blev i 1997 flyttet til et nyopført state-of-the-art vineri, som åbnede nye muligheder for Roberto Stucchi og hans daværende vinmager Maurizio Castelli, som besluttede, at de ville udvikle en negociant linje funderet på købt frugt. Projektet er stille og roligt blevet en solid succes og i år, hvor produktionen passerer de 250.000 flasker, har man så besluttet, at give hele linjen et serviceeftersyn og opdatere udtrykket. Vinene har hidtil været markedsført som "Coltibuono" (uden det foranstillede "Badia a"), men nu har man valgt at registrere ”Cultusboni”, som det fremadrettede brand, hvilket er en sammentrækning af navnet på familiens fine Chianti Classico ”Cultus Boni” og et latinsk udtryk, som både refererer til det gode landbrug og den efterfølgende vellykkede høst.
Og ikke nok med det: Den hidtidige røde Cancelli Toscana IGT skabt på druer fra konventionelt landbrug er blevet sendt på pension og erstattet af denne Colmaia Rosso som er produceret på ren Sangiovese frugt fra økologisk landbrug. Og dermed er Roberto Stucchi i fuld gang med at lukke munden på dem der har undret sig over at negociant forretningen funderedes på konventionel frugt, når du Badia a Coltibuono var en af pionererne da økologien kom på dagsordenen i Chianti Classico, og når nu Roberto Stucchi er formand for Biodistretto foreningen, der plæderer for 100% økologi i Chianti. Vinens navn er således ikke helt tilfældigt, men derimod Roberto Stucchi's eller rettere hans søster Emanuela Stucchi Prinetti ‘s polemiske kommentar til debatten. "Colmaia" er således et italiensk udtryk, som betyder noget i retning af at "bygge bro" eller "opfylde en kløft".
Der er tale om frugt fra nogle vinbønder som Roberto Stucchi har samarbejdet med i adskillige år og opfordret til at begive sig ned ad den vej der handler om bæredygtigt landbrug og leder frem mod økologi. De er nu kommet i mål på en del af deres parceller og har leveret frugt nok til at der kunne tappes 18.000 flasker i marts 2020. Druerne rullede ind fra den 19. september og godt 2 uger frem. Frugten fra de forskellige parceller er sorteret ved ankomsten. Alle stilke er fjerne hvorefter druerne er blevet knust forud for gæringen med lokale gærstammer i rustfrit stål. De forskellige vine har fået til at gennemgå den malolaktiske gæring hver for sig inden den endelige cuvée er sammenstukket i december og modnet yderligere 3 måneder frem mod en let filtrering, aftapningen på flaske og den forsinkede præmiere i Firenze den 18. juni. Udendørs, med afstand naturligvis, men også med høj sol og udsigt til den historiske Ponte Vecchio.
Uden at blæse for meget i trompeten er dette blevet noget af en debut. Godt hjulpet af, at Roberto Stucchi's partnere nået at plukke færdig inden regnen kom, er det lykkedes at skabe en vin, som distancerer forgængeren med længder. Der er holdt igen med omrøringerne, så vinen fremstår transparent og dejlig kirsebærrød, og den skænkes med en herlig frisk Sangiovese duft, hvor en kerne af søde blommer, syrlige ribs og tranebær veloplagt spiller op til den mellemfyldige, let krydrede, saftige og fint fokuserede smag. Prægtig, nærmest text-book Sangiovese, når fadlagring ikke er en option!