Det kan siges helt kort: Sequerciani handler om naturvine fra en paradisisk bakketop i det sydlige Toscana. Vores mangeårige “italienske sporhund” Per Bach har fulgt den schweiziske filmproducent og vinmager Ruedi Gerbers forunderlige projekt på sidelinjen lige siden den spæde start og frem til i dag, hvor flere italienske medier ligefrem taler om "Il Meraviglioso Mondo di Ruedi" - "Ruedi ‘s vidunderlige verden”, og i vores Vinmagasin skrev han blandt andet:
“I slutningen af 90'erne var jeg så heldig at møde Alessandro Mugnaioli fra Enoteca Italiana. Dengang inviterede han anmeldere og vinimportører fra hele verden til Italien for at helbrede dem for deres frankofile tunnelsyn, og et år stod der "Tuscany's hidden treasures" på invitationen. Det var her, jeg første gang blev præsenteret for Ruedi Gerber og historien om skuespilleren og filminstruktøren, der var kommet lidt for langt ud overhalingsbanen, og derfor forsøgte at finde ind til en anden ro langt ude på landet. Den historie var selvfølgelig ikke ny, og de vine vi fik lov til at smage, var bestemt heller ikke unikke. Det der fascinerede, var den tydelige passion og visionerne om alt det, der skulle til at ske lige om lidt. Det var et møde med en nyforelsket mand, der frem for at lade sig isolere var i fuld færd med at flytte sin skaberkraft ned fra lærredet for at forvandle 8 forsømte ha. og et gammelt stenhus på en bakketop uden vand og elektricitet til et bæredygtigt toskansk landbrug. Ruedi Gerber var under forvandling fra skuespiller og filmmand til landmand!”
I dag er Sequerciani blevet et samlingspunkt og en arbejdsplads for mange på egnen. Huset er blevet til en ganske enestående Fattoria, eller Bed and Breakfast om man vil, med saltvandspool og jacuzzi, og senest er restauranten Il Barrino di Tatti og hotellet La Fattoria kommet til nede i middelalderbyen Tatti. De 8 ha. er langsomt vokset over 100 hvor hvede og oliven fylder godt, men med de sidste tilplantninger er det efterhånden også blevet til 16 ha. med vinstokke, som bestyres af de to navnesøstre Laura Zuddas og Laura Rossi. Overalt forfølges det biodynamiske regime med naturlig gødning i form af hornsilica og horngødning. Anvendelsen af kobber og svovl holdes under de minimumsgrænser, som den biodynamiske certificering fastsætter. Høsten er manuel, og der gæres uden fremmede gærstammer, uden temperaturkontrol, uden anvendelse af svovl, og til sidst tappes der på flaske uden klaring eller filtrering.
Alle vine er biodynamisk certificerede af Demeter
Ruidi Gerber siger det ligeud: "il vino naturale è diventato la nostra passione" og hans ven, den schweiziske grafiker Hannes Binder, ramte det spot on, da han blev bedt om at tegne etiketterne. Han placerede Sequerciani på toppen af en lille planet, som lige netop har mistet jordforbindelsen.
"The wine is born alone. If you let it be. And only then, will it tell its true story. From the clay-filled soil, the sunny days of Tuscan summer, and the cool nights by the sea. We do not want to meddle; we want to simply listen to the story that the wine is telling us. We work with the utmost care, without adding or filtering anything. We let things happen. It is a pure appreciation that engages the senses with what comes from nothing but the sun, the earth, and the grapes." - Ruedi Gerber
En del af Løgismose familien siden november 2020
Se vores aktuelle vine fra Sequerciani