Spumante Millisimato Pas Dosé er den eneste Spumante, som endnu ikke udelukkende er skabt på Alta Langa-frugt, men det påvirker på ingen måde kvaliteten. Siden 2012 har det været slut med købt frugt fra Oltrepo Pavese og i stedet er der tale om tidlig høst fra en række parceller i Cassinasco, Canelli, loazzolo og Costigliole d'Asti og der er blandt anmelderne bred enighed, om at Rivetti-brødrene nu har løftet Contratto helt op i den italienske superliga.
Der er udelukkende tale om håndhøstede druer, og frugten fra de forskellige parceller blive holdt adskilte i vineriet, hvor de bliver kølet ned forud for presningen, og kun den frit løbende most finder vej til det rustfri stål, hvor der gæres uden fremmede gærstammer. De forskellige vine modner herefter frem til maj måned hvor den endelige cuvée sammenstikkes og fyldes på flasker sammen med opformeret naturlig gær og lidt rørsukker. Herefter gærer og modner vinen i samfulde 60 måneder inden flaskerne by hand drejes og rejses til lodret inden bundfaldet skydes bort og der efterfyldes med vin fra andre flasker inden Champagne proppen skydes på plads.
En fyldig og elegant Spumante med masser af brioche og delikate frugt noter, der bliver afleveret i en cremet mousse og på en bund af dirrende frisk citrus. Vinen er endnu ikke bredt bedømt men da Monica Larmer var forbi i juli 2020 og smagte 2015-årgangen for Robert Parkers Wine Advocate var hun imponeret: "A slender and direct wine with apricot, nectarine and some dried orange skin. This is a medium-weight sparkling blend of Chardonnay and Pinot Noir with an elegant mouthfeel and lots of pretty elegance offered along the way." Denne 2016’er med 10 måneder ekstra I flasken markerer endnu et step opad!
Contratto er et af Italiens historiske vinhuse og det første, der producerede mousserende vine på samme måde som i Champagne; Det italienerne i dag kalder Metodo Classico. I 1993 kastede familien bag handsken i ringen efter 126 års business og solgte herligheden til byens berømte grappadestillatør Carlo Bocchino, som nåede at bruge et tocifret millionbeløb inden han indså at hans bagland ikke brændte helt nok for projektet.
Det førte i 2007 til forhandlinger med Giorgio Rivetti, den berømteste af brødrene fra La Spinetta (vinhuset med de berømte næshornsvine), men fordi Giorgio Rivetti ønskede at gøre det ordentligt, blandt andet via opkøb af topparceller i Piemontes nye distrikt for mousserende vine Alta Langa, skal vi helt frem til efteråret 2011, før Contratto officielt blev indrulleret i den succesombruste Rivetti-familie.
Siden er der blevet arbejdet målrettet med at optimere høsttidspunktet og kvaliteten i druerne, således at man kunne nå det første delmål om udelukkende at producere årgangsvine ”Pas dosé”. Altså vine, der reflekterede de vekslende vækstvilkår og alligevel ikke behøvede at blive sminket med likør, når bundfaldet blev skudt af.