Denne Spätburgunder, hvor det lille "S" indikerer et lidt senere høsttidspunkt svarende til "Spätlese" kaldte Stephan Reinhardt fra Wine Advocate for "voluptuous but fine, fresh and vital", da han smagte den i december 2021. Den nåede lige at blive tappet på flaske, inden de bibelske oversvømmelser i juli 2021 skyllede det meste af vinkælderen bort inklusive fadene med den modnende 2020-årgang, men lykkeligvis formåede vandmasserne ikke at flytte de store stålbure med vine fra 2019-årgangen, og i efteråret 2021 blev flaskerne vasket, etiketteret og frigivet til salg.
Nogenlunde samtidig skrev Meike Näkel under overskriften ”Alles ist Anders” blandt andet:
”Alting har ændret sig. Vores liv, landskabet, byerne og også menneskerne. Alle os, der holder til langs Ahr-floden, har fået en oplevelse, som kommer til at præge os resten af livet. Alle har vi vores egen historie at fortælle om syndflodens nat, og for os alle sammen er der nu tale om livet FØR og livet EFTER, vi oplevede naturens ufattelige kræfter.
Den måde, vi ser på tingene på, har forandret sig, og vi ved nu, hvad der virkelig er vigtigt. Selvom der er øjeblikke, hvor det er svært at forsone sig med skæbnen, elsker vi denne region og dens mennesker. Dette er vores HJEM, og det er her, vi har været forankret i generationer. Det er her vores vinstokke vokser, og det er her vores vine kommer til verden.
Så vi vil genopbygge alt, og nu, hvor vi har fået en unik mulighed for at gentænke alting, vil vi forsøge at gøre det hele endnu bedre. Som søstre besluttede vi det allerede den nat oversvømmelserne skyllede os bort fra vingården, og siden har vores familier og venner opmuntret os hver eneste dag. (…) Vi ved det bliver en lang rejse, og vi får brug for udholdenhed, men der er så megen positiv energi omkring os, at vi ved, vi kommer til at klare det. ❤”
Denne “S” er sammenstukket af frugt fra flere rundgange på en håndfuld forvitrede skiferprægede parceller på den smalle strækning mellem Dernau og Ahrweiler i Ahr-dalen. Herunder også frugt fra yngre vinstokke på terrasserne på ekstremt stejle skråninger Pfarrwingert, Kräuterberg, Silberberg og Sonnenberg, der er med til at give Pinot Noir en umiskendelig mineralitet, som vel nærmest er uden sidestykke.
Flere steder trækkes frugten op eller ned til den ventende pickup på små skinnevogne og fremme på vingården sker der en soignering af klaserne. 10-15% af de smukkeste klaser lægges som en bund i gæringstanken mens alle stilke fjernes fra resten, hvorefter de så vidt muligt u knuste druer løftes op til de hele klaser, hvorefter gæringen uden fremmede gærstammer langsomt går i gang. Derpå følger 18 måneders modning i barriques (50% nye) frem mod sammenstik af den endelige cuvée og aftapningen på flaske uden klaring eller filtrering.
En smuk Pinot Noir som fornemmes så fint forankring i et rankt burgundiske udtryk helt uden knæfald for sødme hverken i den aromatiske profil eller i form af restsukker. I stedet en elegant kombination af brombær, hyldebær, kirsebær, hindbær og viol i et subtilt samspil med vanilje og mørk chokolade fra den markante, men velafstemte fadlagring. Læg dertil en pirrende syre og delikate tanniner, som bibringer den helt rette friskhed og sørger for, at der også er et smukt udviklingspotentiale til stede.
Søstrenes far Werner Nägel blev i 2020-udgaven af Eichelmann’s tyske vinbibel "Deutschlands Weine" kaldt for ”Der renommierteste Winzer an der Ahr” og tildelt en ”Ehrenpreis für das Lebenswerk”, hvilket anses som den fornemste hæder på den tyske vinscene.