Werner Näkel, der har været et af forbillederne i det lille Ahr-distrikt i snart en menneskealder, har haft det held, at begge hans døtre har valgt at gå vinvejen. Først Dörte, som har villet det samme som sin far fra barnsben og siden også Meike, der først tøvede, men for alvor fandt ud af at hun ikke bare var forpligtet, da hun som 19-årig var i praktik hos Joachim Heger i Kaiserstuhl. Siden 2005 har de langsom overtaget flere og flere opgaver først oppe på skråningerne og siden også i kælderen, og det kan smages, at det er et lykkeligt generationsskifte, som nu er en realitet.
Denne Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs er den ene af familiens 4 top-takes på Pinot Noir. Der er tale om frugt fra forskellige små parceller både nede ved Hardbergstrasse og dermed nærmest i Meyer-Näkels baghave og helt oppe på højde med ”Der Aussichtsplattform”, der er et yndet udflugtsmål for de lokale. Der er tale om frugt fra 2. og 3. rundgang på de stejle terrasser, hvor druerne flere steder spektakulært trækkes op eller ned til den ventende pickup på små skinnevogne. Druerne er soigneret såvel oppe på Pfarrwingert som nede foran kælderen inden alle stilke er fjernet forud for gæringen, der finder sted i rustfrit stål uden indblanding fra fremmede gærstammer. Vinen er derpå modnet i 16 måneder i franske barriques (hvoraf 65-70% var nye) hvorefter den endelige cuvée er sammenstukket og tappet på flaske uden forudgående klaring eller filtrering.
Pfarrwingert, der har fået sit navn fordi det var det katolske kirkesamfund i Dernau som i sin tid anlagde broderparten af terrasserne, er den nederste af de 2 Großes Gewächs der i en sydøst, syd og sydvestvendt halvcirkel rejser sig bag Dernau fra 125 og helt op til 220 meter med en stigningsprocent på helt op mod 60%. 13,8 ha. er der i alt, hvoraf de 9,4 bedst eksponerede ha. har opnået status af Großes Gewächs hos inspektørerne fra det magtfulde Verband Deutscher Prädikatsweingüter. Pfarrwingert er en af de bedst beskyttede og stejlede skråninger i Ahr-dalen og det betyder at det selv i 2017, som bestemt ikke var et år begunstiget af den globale opvarmning, var muligt at høste fuldt modne druer og siden producere vine med bredde og volumen nok til at bære den relativt intense fadlagring. som er ufravigelig i topvinene fra Meyer-Näkel.
En dejlig på en gang rank og intens tysk Pinot Noir med en vidunderlig symfoni af viol, blåbær, sorte kirsebær, vilde modne brombær og hindbær og blåbær, der muntrer sig sammen krydderierne og de delikate let ristede aromaer fra fadene. Ganske enkelt et blændende Pinot Noir udtryk!