De tre venner Anthony Filiberti, Webster Marquez og David Low har spottet en lang række spændende skråninger med Pinot Noir i Sonoma, hvorfra de køber frugten og skaber deres berømte enkeltmarksvine, som de markedsfører under navnet Anthill Farms. Det er vine, som har været med til at redefinere, hvad vi kan forvente fra Pinot Noir i Californien, og de har været med til at sætte en ny en standard for balancen mellem frugt og fad.
Antonio Galloni – Robert Parkers tidligere smagsdommer i Californien – overgav sig tidligt, og siden han søsatte sit eget Vinous har flittigt flaget for vinene fra Anthill Farms, som han kalder noget nær toppen af poppen i Sonoma, og han var naturligvis også den første som fik lov til at anmelde denne første årgang fra Hawk Hill Vineyard. 93 point med pil opad blev det til sammen med en bemærkning om at der her var "plenty to look forward to".
De tre venner lagde fra land med blot 4 vine, men med denne sidst ankomne tilbyder de nu hele 13 forskellige vine, og da de 9 af dem er skabt på Pinot Noir, er det stadig kærligheden til Bourgognes unikke blå drue, som driver værket. Her har de fået en aftale i stand med Yarak-familien om at købe en del af frugten fra deres parceller med omkring 20 gamle vinstokke, der står på den såkaldte Hawk Hill Vineyard, der er en tidligere skovklædt skråning et par km. fra Freestone oppe bag Bodega Bay. Dermed er der ikke langt til Stillehavet og den maritime luft forsinker modningen og rykker ved syrebalancen i frugten således, at det bliver muligt at skabe vine, der kommer med en friskhed, som endnu kun få formår at kopiere i Californien.
Druerne er hånhøstede og her i debutårgangen var klaserne så smukke at Anthill-drengene valgte at arbejde med hele 50% hele drueklaser som blev blandet med den afstilkede frugt og dernæst fik lov til at stå i flere dag for at udvikle den aromatiske kompleksitet inden den alkoholiske gæring i rustfrit stål blev sat i gang. Vinen er efterfølgende modnet 12 på en blanding af franske og østrigske fade (25% nye) frem mod aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Anthony Filiberti beskriver 2017-årgangen som "fantastic with excellent concentrations of flavors”, og glider let henover, at vinen gærede i skyggerne af de dramatiske brande, som brød ud den 8. oktober og med stor voldsomhed hærgede vinlandskabet i Sonoma County.
En dejlig vin som falder smukt ind i rækken af burgundiske vine fra Anthill Farms. Stadig en lille smule tøvende, men i store glas og også gerne efter en tur i karaflen med flere og flere tranebær, brombær, anis og friske krydderurter som leger lystigt med noterne fra den fint afstemte og beherskede fadlagring. Et studie i at stor smagskoncentration sagtens kan opnås uden at vinen på nogen måde er voldsom. Lidt af en debut!