De tre venner Anthony Filiberti, Webster Marquez og David Low har spottet en lang række spændende skråninger med Pinot Noir i Sonoma, hvorfra de køber frugten og skaber deres berømte og stadig mere efterspurgte enkeltmarksvine, som de markedsfører under navnet Anthill Farms. Det er vine, som har været med til at redefinere, hvad vi kan forvente fra Pinot Noir i Californien, og blandt andre Antonio Galloni flagede allerede mens han arbejdede for Robert Parker, at der her blev sat nye standarter for balance og elegance. Siden har han fulgt Anthill Farms tæt og han må om nogen vide hvad han taler om når han kalder denne 6. udgave af vinen fra Harmony Lane Vineyard for "one of the most complete, arrestingly beautiful wines I have ever tasted from Anthill Farms."
Harmony Lane er en vinmark på omkring 3 ha., der ligger langs landevejen Harrison Grade, som følger højderyggen mellem Graton og Occidental, der kaldes både Occidental Ridge og Stoetz Ridge. Anthony Filiberti fortæller, at stedet på grund af den kølige luft, der kommer strømmende op fra kysten og forårsager tåge i morgentimerne, er præget af varmere dage og køligere nætter end noget andet sted hvorfra Anthill Farms henter frugt.
Frugten køres ned til Papapietro Perry Winery, hvor Anthill-drengene undlader at afstilke op mod halvdelen af klaserne, og arbejder med nedkøling og aromaudtræk i adskillige dage, inden den alkoholiske gæring får lov til at gå i gang. Vinen modner 12 måneder på franske overvejende neutrale fade, inden den endelige cuvée sammenstikkes og tappes på flaske uden klaring eller filtrering.
Dave Low fortæller, at vinstokke i 2018 nød godt af en længere vækstperiode end længe set, men går ellers i rette med dem, der taler om en dissideret sen høst. "For 20 år siden ville vi kalde høsttidspunktet for normalt", siger han og fortsætter: "men der er en herlig energi i alle vores vine fra 2018, og så har det været dejligt bare at kunne koncentrere sig om at producere vin uden at skulle fornemme røgen fra de dramatiske brande, som ramte mange af vores kollegaer sidste år".
Måske den mest ekspressive - nogen ville måske sige mest imponerende - af Pinot vinene fra Anthill Farms. En veritabel eksplosion af kirsch, kirsebær, teblade, nelliker, citrus og muld som bare bliver ved med at tage på i vægt og nuancerigdom efterhånden som vine får luft. Ikke voldsom, men subtil med befordrende syre og en lang lokkende finish som cementerer Anthill ’s burgundiske greb om druen Pinot Noir.