Rød Sancerre bliver ofte overset af dem, der ellers erklærer deres kærlighed til druen Pinot Noir, dels fordi vinene ikke er helt billige, dels fordi vinene produceres i forsvindende små mængder, som for størstedelens vedkommende nydes på de mange små restauranter og udskænkningssteder i og omkring den lille by på bakketoppen, der lægger navn til vinen.
Sådan er det også hos Bernard Reverdy, som kun har nogle få parceller med Pinot Noir at gøre godt med. Til sammen bare knapt 3 ha. med op til 40 år gamle vinstokke, som skal levere frugt både til familiens Sancerre rosé og så til denne Sancerre rouge, som især begejstrer, når Pinot Noir druerne som her i 2019-årgangen når at modne til perfektion.
Høsten foregår med hjælp fra familiens superavancerede høstmaskine og den overstået på mindre end en time præcis den dag hvor analyser og smagninger viser, at modenheden eller rettere balancen mellem sukker, syre og ekstrakt i druerne er optimal.
Alle stilke fjernes inden druerne knuses og pumpes op i rustfri ståltanke hvor de blandes med skallerne fra rosévinen, der altid sættes i gang lidt før rødvinen. Gæringen får lov til at starte langsomt uden tilsætning af fremmede gærstammer og undervejs røres der hyppigt rundt i den gærende vin (batonnage) for at ekstrahere ekstra farve og aroma. Halvdelen af vinen modner efterfølgende 10 måneder på brugte 600 liters fade, mens resten forbliver sur Lie i ståltankene frem mod aftapningen på flaske.
Resultatet er en lys Pinot Noir med friske noter at hindbær, skovjordbær og ribs, der suppleres af friske urter og et lille interessant krydderi fra den diskrete fadlagring. Derpå let og aromatisk i munden hvor finkornede tanniner bidrager med friskhed og forbløffende længde.
En fin, let og forfriskende Pinot Noir med en særlig afdæmpet charme. Et fint match til svinekød, stegt stadig blodigt andebryst, og direkte fremragende som det røde alternativ til grillede hvide fisk. For eksempel en Gedde, der lige er trukket op ad Europas sidste vilde flod.