Det er utvivlsomt de hvide vine på Sauvignon Blanc-druen, de fleste forbinder med Sancerre, men modsat nabo-appellationen, Pouilly-Fumé, er det også tilladt at lege med Pinot Noir i Sancerre, og selvom druen fortsat kun spiller en mindre rolle er der flere og flere producenter, der tager druen seriøst.
En af dem er Romain Reverdy, som fortæller, at de igen i 2019 var heldige forstået på den måde at de slap for frosten i foråret og havde bevaret tilstrækkeligt med løv på planterne til at druerne ikke nåede at blive svedne i de tørre uger op til høsten. Romain plukkede de første druer den 18. september og nåede at blive færdig med Sauvignon Blanc inden regnen kom, og efter nogle dages pause kom Pinot Noir-druerne til denne rosé i hus de sidste dage i september.
Romain har 2,5 ha. med omkring 30 år gamle Pinot Noir vinstokke, der er sat på en meget kalkrig skråning ikke lang fra Loirefloden. Druerne høstes med en topmoderne maskine, som er familiens stolthed og største investering i nyere tid, og Romain Reverdy bedyrer, at maskinen gør det lige så godt som høstarbejderne tidligere var i stand til at gøre det, og i tilgift kan alle druerne blive plukket på det helt rette tidspunkt.
Druerne presses straks de ankommer til vingården og får kun lov til at trække farve fra skallerne i ganske få timer inden de sies fra og gæringen går i gang/fortsætter ved lav temperatur i rustfrit stål uden hjælp fra fremmede gærstammer, i det Romain mener, at disse ville fratage druernes muligheden for at afspejle den jord og det terroir, som vinstokkene står i. Vinen er modnet 6 måneder "sur Lie" i ståltankene inden en let filtrering og aftapningen på flaske.
Reverdys Sancerre Rosé er i 2019 nok engang fuld af personlighed, og man fornemmer tydeligt Pinot Noir-druens karakteristika i form af saftig rød bærsødme, der løftes af en fin syre, der i 2019-årgangen fornemmes som lidt mere vital og vibrerende end sidste år. Let, læskende, helt tør og et dejligt køligere alternativ til de sydeuropæiske roséer.
En vin som gør sig bedst sammen med mad, hvor den fine syre skærer fint igennem fedmen og røgen fra de klassiske franske charcuteriprodukter. Men også krydderierne i det asiatiske køkken vil finde et fint modspil i denne vin.