Selvom Pinot Noir fortsat spiller en mindre rolle i Sancerre, så er der flere og flere producenter, der tager druen seriøst både i form af stringente rødvine og så det måske mest oplagte: Sprøde rosévine, og her kommer det seneste take fra Domaine Bernard Reverdy, som stille og roligt har fuldført et generationsskifte og derfor nu kalder sig Domaine Reverdy Bernard & Fils samtidig med, at udstyret har fået en lille overhaling.
Reverdy, som har 2,5 ha. med omkring 30 år gamle Pinot Noir vinstokke, der er sat på en meget kalkrig skråning ikke lang fra Loirefloden. Druerne høstes med en topmoderne maskine, som er familiens stolthed og største investering i nyere tid, og Romain Reverdy bedyrer, at maskinen gør det lige så godt, som høstarbejderne tidligere var i stand til at gøre det, og i tilgift kan alle druerne blive plukket på det helt rette tidspunkt.
Druerne presses straks de ankommer til vingården og får kun lov til at trække farve fra skallerne i ganske få timer inden gæringen går i gang/fortsætter ved lav temperatur i rustfrit stål uden hjælp fra fremmede gærstammer, i det Romain mener, at stylede gærstammer og egefade ville fratage druernes muligheden for at afspejle det terroir, som vinstokkene står i. Vinen er modnet 6 måneder "sur Lie" i tankene inden den efter en let filtrering er tappet på flaske.
2021 betegnes som en tilbagevenden til det køligere tempererede klima som for ikke så mange år siden var helt normalt i Sancerre, men ikke nok med det. Der er også, på grund af voldsomme skader på grund af 2 episoder med frost i april og en efterfølgende meget våd og kølig vækstsæson, som udløste massive problemer med svampeangreb, tale om en udfordrende årgang, som i perioder sendte vinbønder på arbejde i døgndrift. Samtidig betød det ekstreme vejr, at vækstsæsonen blev en af de længste i mands minde med en høst, der strakte sig dybt ind i oktober.
Trods alle udfordringer er det lykkedes at fremtrylle en charmerende Rosé, som skænkes med mere pirrende friskhed, end vi har oplevet de senere år. Man fornemmer tydeligt Pinot Noir-druens karakteristika i form af saftig rød bærsødme, der løftes af vital og vibrerende syre. Let og læskende. Et køligt og helt tørt alternativ til de sydeuropæiske roséer.
En vin som gør sig bedst sammen med mad, hvor syren vil skære fint igennem fedmen og røgen fra de klassiske franske charcuteriprodukter. Men også krydderierne i det asiatiske køkken vil finde et fint modspil i denne vin.