Ved siden af de eksklusive Côte-Rôtie vine fra familiens berømte parceller på Côte Blonde og Le Combard producerer Domaine Barge også et par vine fra den langstrakte (næsten 50 km) og prismæssigt relativt mere overkommelige Saint-Joseph appellation.
Der er tale om frugt fra 1,8 ha., som Giles Barge erhvervede oppe bag Chavanay tilbage i 1994 året efter han havde fået udleveret nøglerne til kælderen fra sine forældre Pierre og Germaine Barge. Den lille muromkransede vinmark ligger mellem udsigtsplatformen La Jolie vue de la Madone og den lille flække La Ribaudy, som er et af de tidlige stop på Le Chemin de Saint-Jacques-de-Compostelle på turen ned til knejsende kirke i Le Puy, hvor pilgrimsturisterne hver morgen bliver velsignet og ledt videre Santiago di Compostela via en trappe i kirkegulvet.
Vinmarken er tilplantet med hovedsageligt Syrah, men der er også lidt af den grønne Marsanne, og som en lille kuriositet valgte Giles Barge at opkalde hvidvinen efter stedet, mens rødvinen blev kaldt Clos des Martinets efter de mursejlere, der byggede reder mellem stenene. Nu er vi så nået til next generation og i forbindelse med at etiketterne skulle have en makeover har den unge Julien Barge fået gennemtrumfet en navneforandring så også rødvinen fra og med denne 2017-årgang flagede hvor den kommer fra. Clos de La Ribaudy er således en nyhed, der har været på markedet i 25 år!
Vinstokkene er mellem 20 og 50 år gamle og kultiveres reelt økologisk, selvom Giles vælger at kalde det for "culture raisonné" i erkendelse af at familien ikke har papirerne i orden på deres praktik. Høsten er manuel med en nursen af drueklaserne samtidig med at de plukkes. De hele drueklaser gæres i beton uden fremmede gærstammer og med kun få omrøringer og overpumpninger inden den unge vin fyldes på godt brugte demi-muids og foudre for som Giles Barge udtrykker det: "We want to tell the story of Syrah from Cote-Rotie or Saint-Joseph, not the story of a forest in the center of France". Vinen modner 12-14 måneder inden den endelige cuvée sammenstikkes og tappes på flaske uden klaring eller filtrering.
Resultatet tør vi godt kalde Textbook Syrah og et herligt eksempel at Saint-Joseph i de lykkeligste øjeblikke ikke ligger langt bag Côte-Rôtie hvis charme og finesse vejer tungt i vurderingen.
Richard Hemming MW, der skriver for Jancis Robinson, er ikke uenig. Han smagte vinen i juli 2020 og noterede begejstret: "Superbly fragrant, with peppercorn, violet, cherry and milk chocolate. Such brightness of flavour! Light tannins, high acidity and light body that is absolutely true for St-Joseph, with a brief but balanced finish. Wonderfully expressive nose."
Ligeledes var Signe Wulff, da hun i september 2020 var inviteret til at skrive om det nordlige Rhône til Løgismoses Magasin, heller ikke helt upåvirket: "Super elegant rødvin, der byder på antydninger af lakrids, menthol, peber og sorte oliven i en blød og behagelig, men alligevel sammensat og kompleks vin. Fine tanniner, der bider blidt, men aldrig snerrer. En venlig vin, der inviterer om bord til hyggelige middage med eksempelvis ovnstegt kylling stoppet med krydderurter, lammekoteletter stegt på grillen eller svampefyldte ravioli."