Denne Isabelino Verdejo er opkaldt efter den første legendariske dronning af Castilla "Isabel I la Católica", som via ægteskaber, alliancer og rænkespil bragte velstand til regionen og blandt meget andet troede så meget på Christopher Columbus vilde projekter, at hun sørgede for, at han fik mulighed for at sætte kursen mod det, vi nu kalder Amerika.
Der er tale om den centrale hvidvin, den såkaldte Blanco joven hos Reina de Castilla, som fornemt viser, at den charmerende unge vinmager Ana Tesón Yudego har tæft for herligt frugtdrevne vine med stort bællepotentiale. Vinen er skabt på ren Verdejo fra efterhånden 20 år gamle vinstokke, der står i 750-800 meters højde i et område, hvor jordbunden er stenet og rig på calcium, magnesium og andre mineraler, som ender med at præge først druernes aromaprofil og senere vinen.
Der høstes lige så snart Ana Tesón er sikker på, hun kan skabe en vin uden grønne umodne noter og for at værne om friskheden er der monteret kraftige projektører på de 2 høstmaskiner, så de kan arbejde før daggry. Når druerne ankommer til bodegaen, sorteres de inden de ryger i den pneumatiske presse. Herfra får den frit løbende most lov til at sætte sig inden gæringen langsomt sættes i gang i rustfrit stål ved lav temperatur uden anvendelse af fremmede gærstammer. Den malolaktiske gæring undertrykkes og vinen forbliver i kontakt med sit bundfald i 5 måneder inden den sammenstikkes, koldstabiliseres, filtreres og fyldes på flasker.
Resultatet er en lys strågul vin, der nærmest slår gnister i glasset og byder ind med et kalejdoskop af duft og smag, hvor hvide ferskner, melon, lime og grape får et pust af æbleblomster og grønne urter. Frisk, fyldig, aromatisk og båret frem af en dejlig mineralitet. Imponerende!
Ana Tesón er ganske klar i mælet, når hun skal forklare hvorledes det er mulig at producere en så læskende og frisk hvidvin i det i lange perioder hede kontinentale klima: Store temperatursving mellem dag og nat i ugerne frem mod høsten, tidligt høsttidspunkt, natlig høst og så et moderne vineri, hvor man kan arbejde ved lave temperaturer og beskytte vinen med oxidation hele vejen frem til aftapningen på flaske.
En vin som alle, der gerne vil forstå hvorfor Rueda sammen med Rias Baixas er Spaniens mest træfsikre og succesrige hvidvinsdistrikt, bør prøve. Og godt gået af Hurtado de Amézaga fra Marqués de Riscal, da han med hjælp fra den legendariske Emile Peynaud tilbage i 1970'erne spottede, at Verdejo-druerne i Rueda gemte på sprøde hemmeligheder.