Mauro Brunelli, Anna Savini og deres søn Luca har i hele det nye millennium samlet på små parceller nord og nordøst for Montalcino, og efterhånden er det blevet til næsten 10 ha., som alle kvalificerer sig til Brunello-appellationen. Herfra producerer familien, som det er typisk for de fleste mindre vinbønder, 3 vine. Dels en Brunello, dels i de bedste år en Brunello Riserva, og så hvert år denne Rosso di Montalcino, der fungerer som en slags ventil for de to andre. Forstået på den måde, at der i de år, hvor druematerialet er fremragende, bliver mindre Rosso, og i de år, hvor vejrguderne ikke helt har fundet melodien, bliver det til mere, nogle gange meget mere Rosso.
Sangiovese druerne fra de forskellige parceller er høstet i de sidste dage i september og i den første uge i oktober, efterhånden som de blev helt modne. Der er sket en soignering allerede ude i vinmarkerne og igen foran kælderen, inden alle stilke er fjernet, og frugten er forvandlet til vin i rustfrit stål uden fremmede gærstammer og parcel for parcel. Vinene har fået tid til at overstå den malolaktiske gæring, inden de er blevet fyldt på en blanding af store slovenske fade og franske barrique, hvor modningen er påbegyndt. I løbet af sommeren 2020 har Mauro og Luca smagt sig frem fra fad til fad for at beslutte hvilke vine der skulle pilles ud af ligningen og i august er de blevet forenet til denne Rosso, som efterfølgende er filtreret ganske let og fyldt på flaske i efteråret 2020.
Her er med andre ord tale om en Rosso der, som man siger, er tappet fra Brunello fadet efter 8 til 10 måneders fadlagring, så her giver det virkelig mening at kalde en Rosso ‘en for Brunelloens lillebror. En fyldig nærmest kompakt vin, som leverer fint med frugt i form af mørke kirsebær og måske især brombær, der finder fint sammen med mynte og andre friske urter samtidig med, at der også er både vanilje og tobak til stede, som i nogen grad tager af for den underliggende syre og de stadigvæk lidt markante tanniner.
Det er en vin som har godt af dekantering inder servering, og selv derefter er det en vin, som bedst kommer til sin ret sammen med solide indslag fra det salte køkken. For eksempel den helt klassiske pasta med en intens tomatrig kødsauce, den store bøf fra grillen eller skiver af pikant pecorino.
Brunelli-familien valgte i 2017 at nedtone deres navn til fordel for Martoccia, som er navnet på den lille klynge huse, der har været deres hjem siden 1964, men de smukke labels med dragende lidenskabelige kvinder bestod. Det var Luca Brunelli, der på en rejse til Amsterdam var blevet forelsket i stemningen i værkerne af hollandske maler Van Dongen, og i samarbejde med den lokale grafiker Luciana Petti, fik han ekstrapoleret nogle af malerierne så de ganske effektfuldt visualiserer den oplevelse, der var i vente. F.eks. den unge kvinde, som her danser til tonerne fra en beundreres violin, og ligesom vinen charmerer med sin ungdom og elegance.