Piero Palmucci var ikke blot en af de bedste producenter af Brunello, han var også en af de største og mest kontroversielle personligheder omkring Montalcino. Han realiserede sin drøm om at få foden under ejet bord, efter at have arbejdet i vinbranchen i mere end 20 år, da han sammen med sin hustru Elisabeth i 1989 købte de 12 ha. som udgjorde hans lille "boutique winery" Poggio di Sotto, og herfra formåede han, i de 22, det nåede at blive til, at præge hele fortællingen om Brunello di Montalcino.
I foråret 2011 var en epoke slut. Piero Palmucci solgte sit livsværk til Claudio Tipa, der også ejer den berømte Grattamacco ejendom i Bolgheri og Castello di Colle Massari i Maremma. Med i handlen fulgte Palmucci's mangeårige ven og samarbejdspartner den excentriske ønolog og agronom Federico Staderini og i dag samarbejder han med Collemassari ‘s chefvinmager Luca Marrone om at fastholde Poggio di Sotto's position som Montalcino ’s fejende flotte feminine elegantier.
Derfor handler det stadig om at skabe det perfekte druemateriale og herefter ødelægge så lidt som muligt i forvandlingen fra drue til vin. I marken udføres den såkaldte "grønne høst" i midten af juni og i begyndelsen af august klippes mere end halvdelen af de tilbageværende klaser til jorden. Efterfølgende høstes kun de sundeste drueklaser og når druerne afstilkes inden gæringen sker der endnu en sortering.
Vinen gærer uden tilsætning af fremmede gærstammer i rustfrit stål og på store Slovenske egefade. Vinen forbliver i gæringstankene ind til den malolaktiske gæring er overstået engang i januar, hvorefter vinen fordeles i brugte 2.500 og 3.500 liters slovenske fade, hvor den modner frem mod aftapningen.
Hos Poggio di Sotto fremstilles der som udgangspunkt kun én vin, men på forunderlig vis bliver materialet forvandlet til 3 vine:
- Efter 24-30 måneder tappes en del af produktionen på flaske uden klaring, filtrering eller andre kemiske kunstgreb. Denne første aftapning var Piero Palmucci's sublime bud på en Rosso di Montalcino.
- Efter yderlige 24 måneder sendes der prøver af sted til Brunello ‘s officielle smagekommission, og hvis ellers tilbagemeldingerne er positive (og det har de været hvert eneste år) tappes den ny Brunello di Montalcino på flaske igen uden klaring, filtrering eller andre overgreb.
- Endelig beholdt Piero Palmucci i de bedste årgange en del af vinen i fadene for efter yderligere 12-18 måneders modning at kunne tappe en Brunello di Montalcino Riserva.
Hverken Claudio Tipa, Luca Marrone eller Federico Staderini har nogen planer om at pille ved denne simple treenighed, og hos de fremtrædende meningsdannerede er der bred enighed om at Poggio di Sotto fortsat er et referencepunkt i Montalcino.