Dette er en ungdommelig, mørk, saftig og træfsikker vin fra Bodegas D. Mateos, som er en af de relativt nye spillere i Rioja-distriktet og ny i Løgismoses sortiment.
Bodegaen blev en realitet ved årtusindeskiftet, da den unge Mateo Ruiz overbeviste de forskellige fløje i familien om, at det nu efter 7 generationer i vinmarkerne skulle være slut med at sælge druerne til afregningspriser, som de ikke havde nogen indflydelse på.
Bodegas D. Mateos har fra starten fået flotte anmeldelser blandt andet i den toneangivende spanske Guía Peñín, og Mateo Ruiz positioneret sig som en eventyrlysten vinmager, som gerne udvikler særlige vine til den del af kundekredsen, som gerne vil markedsføre deres egne private labels.
Her er det dog "åbneren" i deres etablere toprange, den såkaldte Colección de Familia skabt på ren Tempranillo frugt hovedsageligt høstet fra omkring 30 år gamle vinstokke på de nedre skråninger af Monte Yerga ikke langt fra Ebro-floden, der markerer grænsen mellem Rioja og Navarra.
Vinen er gæret og modnet i rustfrit stål, og byder sig til med stor renhed og en saftig friskhed hvor dejlige aromaer af brombær, blommer, solbær og lakridsrod dominerer. Den er fyldig og ganske intens inde i midten, men der er hele tiden også frugt og godt med syre til stede, således at vinen aldrig kommer til at virke tung eller overgjort.
Alt i alt en vin som bestemt matcher mange af de små Ribera del Duero-vine, som de senere år har været en invasiv størrelse på det danske marked. Prøv den for eksempel at opleve hvor fint den håndterer de mange forskellige smage der kommer i spil når der serveres en symfoni af spanske tapas.