Christian Dautels bedste Riesling terroir er hans parceller i Grosse Lage-marken Steingrüben, der er den af VDP udpegede ypperste del af Bönnigheimer Sonnenberg. Her er jordbunden nærmest ren strå-sandsten formet for ca. 225 mio. år siden da det, der engang var sandholdige flodbredder, blev presset sammen til enorme massive sandstensformationer. Mange steder ses fossile plantedele fra flodbreddernes bevoksning, deraf navnet strå-sandsten. Vinstokkene blev plantet i slutningen af 1960’erne og den direkte, sydvendte skråning med en hældning på op til 50 grader betyder, at Steingrüben er et exceptionelt terroir!
Druerne er naturligvis håndhøstede med en sortering både oppe på Sonnenberg og nede foran kælderen i Bönnigheim. Derpå nænsom presning og udelukkende frit løbende most der får lov til at sætte sig en ståltank inden den fortsætter op i store ældre egefade hvor forvandlingen til vin foregår uden fremmede gærstammer og uden temperaturkontrol. Herefter 9 måneder med gærresterne inden aftapningen, der sker uden klaring eller filtrering.
Riesling GG Steingrüben møder næsen med komplekse frugtnuancer af lime, grøn mandarin, nektarin, hvide blomster og rosa grape. En lille snert af den karakteristiske Riesling-karakter, petroleum, lurer også under den intense frugt. I munden er den vertikal og tydelig ungdommelig, levende og potent. Den lander stilmæssigt et sted mellem Mosel og Nahe og hører dermed til den mere stringente og slanke del af Tysklands vidunderlige univers af subtile Riesling-vine. Mineraliteten er tydeligt skælmsk lurende, og man kan med fordel lade denne sovende kæmpe modne lidt i kælderen.
Den vil klare 10 år ekstra uden problemer, men vi så med 2016'eren, at blot et års ekstra lagring betød, at den begyndte at tage på og folde sig ud således at vi til sidst sad med en af de helt store Riesling oplevelser i glasset. Sådan vil det også gå med denne 2017'er, som kommer fra et lidt mere sprødt udgangspunkt og måske endda vil overhale forgængeren mht. finesse og elegance.
Prøv lade vine spille op til serveringer hvor de fleste ellers lader de røde vine regere. For eksempel en grillet kalvekotelet med bagte cherrytomater, timian jus og en risotto tilberedt kalvefold og saft fra grillet citron.
Bonusinfo:
Betegnelsen Grosses Gewächs (GG) er opfundet af VDP, en sammenslutning på mere end 200 tyske topproducenter. Det er således ikke en officiel klassifikation. VDP er dog yderst betydningsfuld og toneangivende i Tyskland, og GG nyder stor respekt både nationalt og internationalt.
Grosses Gewächs-vine kommer fra de vinmarker, der er tildelt udmærkelsen Grosse Lage, den absolutte topkategori, som kun de allerfineste marker findes i. GG-vine er altid tørre og høstudbyttet er sat til max 50 hl/ha. Flaskerne kendes på prægningen i flaskehalsen med ”GG”. Kategorien rummer en stor del af Tysklands bedste vine, og man kan forvente karakterfulde vine med herlig individualitet og tårnhøj koncentration.