Grand Cru marken Mandelberg ligger få 100 meter fra Bott-Geyl ‘s kælder, hvis man spadserer sydpå over bakken ad den lille vej, der for de indviede forbinder Beblenheim med Mittelwihr og Bennwihr. Her vokser vinstokkene sammen med de mandeltræer, som giver marken sit navn, og som navnlig i foråret gør dette til et smukt og ekstraordinært sted, hvis man skulle få lyst til at slå sig med frokostkurven.
Mandelberg er på 22 ha. og allerede i 1925 - generationer før begrebet Grand Cru blev opfundet - var der en af vinbønderne, som fandt vinene herfra så interessante, at han satte navnet på sine flasker. Bott-Geyl må nøjes med en andel på bare 1,5 ha. af Mandelberg, men til gengæld står vinstokkene på den stejle syd-sydøst vendte flanke af bakken, hvor eksponeringen for solen er optimal, så selv i de vanskeligere år bliver Bott-Geyl begavet med et excellent drue materiale.
Druerne er høstet manuelt, i flere omgange og nogle gange så sent, at en del af druerne er angrebet af ædelt råd. De er fremme i kælderen indenfor få timer, og her gennemgås klaserne for defekter inden de langsomt presses. En proces der hos Bott-Geyl sagtens kan strække sig over 12 timer eller mere. Herefter får mosten lov til at stå og samle sig og efter nogle dage starter gæringen på naturlig vis uden tilsætning af fremmede gærstammer, og gæringen fortsætter under temperaturkontrol i op til 6 måneder alt afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen. Herefter hviler vinen sur Lie i 16 måneder eller indtil Jean-Christophe finder, at den er klar til at møde flasken uden klaring eller filtrering. Dette er altså ikke blot vin fra økologiske druer, men også vin uden tilsat sukker og/eller syre og uden tilsatte enzymer og dermed en vin, der sagtens kunne falde ind under naturvinsbegrebet. Jean-Christophe har blot været i gang så længe, at han ikke har behov for at blive associeret til den nye avantgarde, eller for den sags skyld blive opfattet som et "Enfant Terrible".
En intens, magtfuld og dog forunderligt elegant Riesling, som Jean-Christophe på etiketten anfører er en "3'er" på hans selvopfundne "Equilibre du Vin", der skal indikere vinens balance mellem det tørre og det søde. Og en 3’er betyder at der er en mindre restsødme til stede. Angiveligt 15-18g godt gemt væk bag vinens syre og mineralitet. Vi ved det ikke præcist, for Jean-Christophe interesserer sig ikke for den slags (banale) teknikaliteter. Udtrykket er dejlig aromatisk med fersken, kandiserede frugter og moden citrus til næsen, og derpå næsten kompakt, men stadig finesse rigt i munden.
En storladen Riesling, som behøver store glas og tid inden den for alvor overgiver sig. Prøv at lade den komme med til bords, hvor der ellers tænkes i røde baner. Du vil blive gavmildt belønnet!