Dr. Siemens - eller rettere Jochen Siemens - var en progressiv journalist som aldrig helt fandt den platform hvorfra han kunne få lov til at udtrykke sig frit, Derfor kastede han sig over vinstoffet som ikke på sammen måde var omgærdet af politiske hensyn og intriger, op gennem 90'erne blev han en af, hvis ikke den mest respekterede og indflydelsesrige vinskribent i Tyskland.
Mødet med die Deutsche Winzer fascinerede og inspirerede Jochen og langsomt spirede lysten til at komme over på den anden side frem. Lysten til selv at blive vinbonde. Så fra omkring årtusindeskiftet handlede de mange besøg hos tyske vinbønder ikke kun om at formidle den bølge af optimisme og begejstring som havde ramt den tyske vinindustri. Jochen kiggede også efter en sprække. Var der et sted, som måske engang kunne blive hans?
Chancen bød sig, da Jochen erfarede, at Weingut Bert Simon ved Saar efter 35 år var ved at brænde ned. Han havde ellers nyt både anmeldernes og det britiske kongehus anerkendelse for især hans søde vine, men nu manglede der både en next generation, som ville føre livsværket videre, og kapital til at vedligeholde de stejle marker "Im Allein Besitz" og den gamle vinkælder fra 1904.
Jochen fik sin første høst i 2006, og sammen med vinmageren Franz Lenz brugte han de efterfølgende 10 år på at forfølge sin drøm. Desværre var der heller ikke her nogen børn eller børnebørn, som stod på spring, og da han samtidigt på bagkanten af finanskrisen måtte erkende, at det - på trods af rosenende anmeldelser i alle de tyske vinguider - heller ikke var helt nemt at sælge vinene, besluttede han i 2016 at sælge sit livsværk.
Køber blev det velhavende ægtepar Dorothee Heimes og Ludger Neuwinger-Heimes, som var blevet gift i Saarburg og blandt andet havde nydt en af de søde vine fra Bert Simon ved deres bryllupsfest. De overtog alt inklusive vinmageren, den polske familie, som passede de stejle skråninger og flere end 100.000 usolgte flasker, men navnet kunne de ikke få med, så Weingut Dr. Simens føres nu videre som Weingut Würtzberg.
Et par år før eventyret sluttede, blev Jochen Siemens spurgt ind til, hvorledes han synes det gik. Han svarerede blandt andet: "Det går egentlig godt. Jeg er stadig i live, jeg er stadig i godt humør, min familie nyder det og jeg har det sjovt. Hvad mere kan man ønske sig? Det jeg har lært ved at kaste mig ud i dette er - det gentager jeg gerne hvert eneste år, at vi arbejder i naturen, og selvom vi kan kontrollere så mange ting, så kan vi ikke kontrollere vejret. Det gør mig meget ydmyg for jeg ser, føler og erfarer, at vi er i vid udstrækning er afhængige af noget, som vi ikke har nogen som helst indflydelse på. Det var nyt for mig, og det er det sådan set stadigvæk." -Jochen Siemens, juli 2012
Jochen Siemens besøger hyppigt familien Heimes hvor han svarer på opklarende spørgsmål omkring de gamle installationer og naturligvis har fri adgang til de vine, der er tilbage fra hans år på Herrenberg og Würtzberg. Alle årgangene fra 2006 til 2015 er repræsenteret, og de var i efteråret 2019 ikke overraskende alle i imponerende fin form!