Bott-Geyl producerer 5 såkaldte Lieu-Dits vine, der alle rangerer lige under families berømte Grands-Crus og alle begejstrer såvel de franske som de internationale anmeldere ikke mindst fordi vinene er prissat lidt mere venligt end de formelle topvine. For eksempel noterede Robert Parkers seneste mand i Alsace Stephan Reinhardt i juni 2017, at 2014-udgaven af denne Grafenreben "is a great value for money and the ageing potential should be excellent here", og Wine Entusiast's mangeårige smagsløg i Alsace Anne Krebiehl er, som det ses til højre, nærmest forelsket i vinen.
Frugten kommer fra 0,6 ha. på en skråning oppe bag Zellenberg, hvor de omkring 60 år gamle Riesling-stokke står i mager mergelkalksten med rødderne godt forankrede i grundfjeldet. Eksponeringen er syd, sydøst og netop her har det vist sig, at vinbønderne år efter år kan høste druer med stor modenhed, der siden kan veksles til vine med fint citrusspil og glimrende mineralitet, og Jean-Christophe Bott noterer da også, at frugten man hentede oppe bag Zellenberg på trods af at 2016 var en "millésime des paradoxes" kunne veksles til Riesling vine der var "élégants, salins et tendus" (elegante, salte og spændstige).
Høsten er manuel og druerne er fremme i kælderen indenfor få timer. Her gennemgås de for defekter inden de presses uden stilkene fjernes. Den friske most får herefter fred og ro til at bundfælde og samle aromaer indtil gæringen efter 5-8 dage langsomt går i gang i gamle egefade. Gæringen fortsætter uden temperaturkontrol i op til 6 måneder (!) afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen, og efter et års tid eller mere tappes vinen på flasken for at modne videre i mindst 12 måneder inden frigivelsen.
Jean-Christophe Bott ambitionen er ganske enkelt at blande sig så lidt som muligt og ligesom vinstokkene ikke skulle forulempes af syntetiske svampe og insektmidler skal den unge vin heller ikke forulempes af fremmede gærstammer, chaptalisering, klaring, filtrering eller andre lumske kneb i kælderen, og vinen kunne derfor sagtens falde ind under naturvinsbegrebet. Jean-Christophe har blot været i gang så længe, at han ikke har behov for at blive associeret til den nye avantgarde, eller for den sags skyld blive opfattet som et "Enfant Terrible".
En flot, fyldig, markant, økologisk og biodynamisk Riesling, som Jean-Christophe anbefaler åbnes og dekanteres 2-3 timer inden serveringen de første 5-7 år efter høsten. Skænk gerne i store glas for vinen behøver trods dekantering lidt tid inden den for alvor overgiver sig, og prøv så at lade den komme med til bords, hvor der ellers tænkes i røde baner. Du vil blive gavmildt belønnet!