Når Christa Jüngling ikke lige er optaget af kunder og forretningsforbindelser nede på den lille vingård ved Moselfloden lytter hun gerne til opera, så da hun får nogle år siden skulle finde på et navn til familiens fine nye hverdagsvin lå Figaro lige for. Pierre Beaumarchai's figur var præcis lige så charmerende, underfundig og underholdende som vinen gerne skulle være, og så gjorde de jo ikke noget, at associationerne til både Gioachino Rossini og Wolfgang Amadeus Mozart fulgte med.
Figaro er således ikke en terroir dreven Moselvin, men derimod et vellykket sammenstik af vine skabt på frugten fra familiens forskellige små parceller rundt om landsbyen Kesten. Der høstes når druerne rammer det sukker indhold der kvalificerer til Spätlese, men i stedet for at lade vinen blive sød får gæringen lov til at spise af sukkeret indtil vinen rammer 12% alkohol. I 2018 skete det, da der bare var 15 gram restsukker tilbage i vinen.
Tyskerne kalder denne type af friske vine, der ikke er helt tørre for Feinberb, og når det som her lykkes at balancere restsødmen med et så højt og rensende syreindhold, at sødmen næsten ikke mærkes, forstår man godt hvorfor denne vintype hele tiden vinder nye venner. Eller som Christa Jüngling underfundigt udtrykker det: "Det kan godt være at forbrugerne er blevet vænnet til at efterspørge tørre vine, men når det kommer til stykket er begejstringen størst, når frugten får lov til at blive løftet op i stratosfæren af en lille sødme."
En dejlig ukompliceret, men også præcis vin, som kommer med en friskhed som næsten får den lille restsødme til at fordufte. Der er dejlige sommeræbler, hvide ferskner og blomstrende iris til næsen, og i munden er vinen let, sprød og nærmest legesyg.
Herlig som aperitif og perfekt til sushi. Prøv den også til en gang friske let saltede grøntsager dyppet i beignetdej med hvede øl og friteret i ny olivenolie. Eller oplev den som en lydhør kavaler til de japanske grøntsagspandekager som bestilles alt for sjældent pga. navnet Okonomiyaki.