Navnet Paulinshof stammer fra St Paul's kirken i Trier, der engang ejede enorme områder i Mosel så langt tilbage som 936. Springer vi godt 1.000 år frem i tiden, knyttes navnet til Klaus og Christa Jungling, som overtog Weingut Paulinshof i 1969. Efter et langt og sejt træk tilhører de i dag den lille eksklusive flok af absolutte top producenter i Mosel.
Fra en start med bare 2 ha. er det med tiden lykkedes for Klaus og Christa at købe nogle af de bedst beliggende vinmarker i det centrale Mosel. Heriblandt parceller på Kestener Paulinshofberger, Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr og ikke mindst Brauneberger Kammer, som i dag er familiens fornemme ”Alleinbesitz”. Efterhånden er der tale om næsten 10 ha. stejle kalkrige skråninger, hvor udbyttet aldrig er gavmildt.
Weingut Paulinshof veksler dette materiale til en meget tilfredsstillende serie af Riesling vine funderet på det halvtørre og især det helt tørre udtryk. Der er over hele linjen tale om friske fint balancerede vine, som alle rummer netop det terroir, den elegance og den finesse, som god Riesling gerne skulle handle om.
Den årlige produktion er ca. 75.000 flasker.