Dette er den 4. udgave af den spændende, elegante og svært charmerende rødvin fra Bodegas Montecastro, som fik indsat Carlos de la Fuente som vinmager i 2012, da Bodegas Hacienda Monasterio erhvervede aktiemajoriteten og med et slag overtog ansvaret for kælderen.
Carlos erfaring kommer blandt andet fra hans tid sammen med Peter Sisseck på Hacienda Monasterio, og Peter har flere gange krediteret Carlos for at være blandt de mest talentfulde vinmagere i Ribera del Duero, og med dette take på 2015-årgangen, som er blevet klassificeret som fremragende og endda sammenlignes med den usædvanlige årgang i 2005, overgår Carlos sig selv, og lægger sig i slipstrømmen fra distriktets allerbedste vine. Ganske imponerende, når man tænker på, at topvinene i Ribera del Duero almindeligvis produceres på frugten fra gamle vinstokke.
Druen er naturligvis Tempranillo, lokalt kaldet "Tinto Fino", men små mængder Cabernet Sauvignon og Merlot indgår også. Der høstes fra vinstokke, der er plantet i 2002 på 5 forskellige små højt beliggende parceller (860-923 m.o.h.). Vinstokkene kultiveres uden kunstvandlig efter økologiske principper og druerne plukkes i hånden i de tidlige morgentimer med en sortering allerede i vinmarken.
Fremme på vingården fjernes hovedparten af stilkene, men en del af de smukkeste drueklaser får lov får lov til at komme med op i det rustfri stål og cementtankene hvor vinen gærer uden tilsætning af fremmede gærstammer. Herefter følger 17 måneder på hovedsageligt franske fade fra Allier, men som en lille romantisk gestus mod den klassiske Tinto Fino fra Ribera del Duero modner 10% af vinen på amerikanske egefade. Undervejs omstikkes vinen adskillige gange, så vinen kan tappes på flaske uden klaring og med en kun ganske let filtrering.
En farverig vin med en duft der oser af brombær, blåbær, sorte kirsebær, vanilje og lakrids med friske mineralske undertoner, der smukt balancerer den imponerende fylde og det relativt høje alkoholindhold. Insisterende, men ikke overgjort, bare ædel og selvsikker og dejligt eksempel på at Tempranillo, når den virkelig tøjles, kan blive mesterlig.
Prøv den sammen med retter hvor velkrydret, mørt og saftigt kød er i centrum, f.eks. en braiseret lammebov med løg, chorizo, oliven og stegte artiskokker.