Søskendende Paloma, Adrian og José Rodriguez har hentet den gudsbenådede vinmager Nacho Álvarez ind for at løfte Abadía da Cova - eller Adegas Moure, som vingården oprindeligt hedder - det sidste stykke op ad den spanske kvalitetsstige.
Dermed fortsætter de den rejse som deres bedstefar Evaristo Rodríguez sammen med vennen José Manuel Moure påbegyndte tilbage i 1982 og deres ambitioner er tårnhøje. Det handler ikke kun om deres egne vine. Det handler også om at løfte det lille mytiske Ribeira Sacra distrikt ud af glemslen via organiseret Enoturisme, smagninger på familiens nye svimlende terrasse og så, og først og fremmest fremragende vine.
Og Ribeira Sacra oppe i oppe Spaniens nordvestlige hjørne ER et af de smukkeste og mest spektakulære vindistrikter på hele den iberiske halvø. Et sted hvor nogle tusinde dedikerede vinbønder i århundreder har trodset de barske dyrkningsforhold og producerede vine fra bittesmå jordlodder, som folkene på egnen sagtens selv kunne drikke. Rene Langdahl, der er en af vores mest begavede formidlere, kaldte i sommeren 2018 Ribeira Sacra for "Klippevin i ottende potens" og noterede, at det var "naturstridigt og direkte dumt at lave vin under de forhold, som Moder Natur byder bønderne".
Høst i hånden. Andet er ikke muligt, fra 40-55 år gamle vinstokke med soignering af klaserne inden de bæres op til vejen eller sejles bort fra de ekstreme skørt stejle små granit- og skiferterrasser langs Ribeira Sacra, og derpå direkte pres af de hele drueklaser, hvor drueskallerne får lov til at bløde (saignée) sammen med mosten, indtil man rammer tidens rette sarte nuance. Herefter langsom gæring ved lav temperatur (12-16°C) og efterfølgende modning i rustfrit stål i 6 måneder frem mod aftapningen på flaske og påsætningen af de unikke labels med mytologiske meta-amfibier og et meta-menneske fra flodens dyb skabt af den galiciske stjerne grafiker og designer Ana Diaz Rivera.
En aromatisk og alligevel helt tør og vidunderlig ”kølig” Mencia Rosado, som blev lanceret første gang i 2018-årgangen, og som vi har måttet vente 3 år på at få lov til at præsentere, selvom vi har ligget på knæ for Paloma Rodríguez, der står for distributionen af de højest 4.000 årlige flasker. Intet mindre end et samlerobjekt, en raritet, og vel og mærke af den velsmagende slags. Bør opleves hvis du har den mindste veneration for rosé!