Søskendende Paloma, Adrian og José Rodriguez har hentet den gudsbenådede vinmager Nacho Álvarez ind for at løfte Abadía da Cova - eller Adegas Moure, som vingården oprindeligt hedder - det sidste stykke op ad den spanske kvalitetsstige.
Dermed fortsætter de den rejse som deres bedstefar Evaristo Rodríguez sammen med vennen José Manuel Moure påbegyndte tilbage i 1982 og deres ambitioner er tårnhøje. Det handler ikke kun om deres egne vine. Det handler også om at løfte det lille mytiske Ribeira Sacra distrikt ud af glemslen via organiseret Enoturisme, smagninger på familiens nye svimlende terrasse og så, og først og fremmest fremragende vine.
Og Ribeira Sacra oppe i oppe Spaniens nordvestlige hjørne ER et af de smukkeste og mest spektakulære vindistrikter på hele den iberiske halvø. Et sted hvor nogle tusinde dedikerede vinbønder i århundreder har trodset de barske dyrkningsforhold og producerede vine fra bittesmå jordlodder, som folkene på egnen sagtens selv kunne drikke. Rene Langdahl, der er en af vores mest begavede formidlere, kaldte i sommeren 2018 Ribeira Sacra for "Klippevin i ottende potens" og noterede, at det var "naturstridigt og direkte dumt at lave vin under de forhold, som Moder Natur byder bønderne".
Denne A Fuga debuterede i 2011-årgangen og blev lanceret med en label, der med et par noder effektfuldt illustrerede inspirationen fra den polyfone musik. Den første årgang skulle med en stemme fortælle et lille eventyr fra Ribeira Sacra og for hver ny årgangs skulle stemmen moduleres således at man til sidst blev suget ind i fortællingen og fornemmede både sopranen, alten, tenoren og bassen fra Ribeira Sacra.
Når man læser det kan det synes lidt forskruet, men har man først prøvet stå med vinen i glasset og skue ned over Minho-floden mens Johann Sebastian Bachs Fugue in G-minor blidt bruser i baggrunden forstår man, at vin i den grad også handler om følelser!
Her er der tale om frugten fra 4 forskellige parceller tilplantet med Mencia. Blandt andet den svimlende stejle Brinco-skråning, hvor en mikro skinnebus trækker druerne op til vejen hvorfra en 4-hjulstrækker kører dem det sidste stykke op til vingården. Her soigneres klaserne inden alle stilke fjernes og Nacho Álvarez har i jagten på saftig frugt aflyst den obligatoriske knusning af druerne. I stedet forvandles de næsten intakte druer til vin ved relativt lav temperatur direkte i rustfrit stål lidt på samme måde, som det sker med den traditionelle Beaujolais. Den unge vin pumpes fri af skin og skaller og modner herefter i 5-6 måneder sammen med lidt presvin frem mod en let filtrering og aftapningen på flaske.
Resultatet er en dejlig krydret og umiddelbar vin, som fortjener at blive serveret sval, så de modne drivende saftige røde bær virkelig får lov til at shine. Det er i den grad lykkede at fange, men også tøjle Mencia-druens parfume, således at den ikke bliver for påtrængende, men tværtimod forbliver charmerende således at man lige så stille glæder sig over de lag af blodappelsin, lakrids og sichuanpeber, der bliver ved med at supplere de balsamiske noter af kirsch og kirsebær.
Det er måske ikke en vin til den store fordybelse, men der er så meget dejlig energi til stede her, at det nærmest er umuligt ikke at blive en lille smule glad i låget! Den er genial som aperitif, som den perfekte sludrevin på cafeernes udeserveringer og så er det en af de røde vine som også klarer skaldyrenes fine sødme og dermed bevæger sig ind på de hvide vines resort.

den oprindelige label