Legendariske May-Eliane de Lencquesaing valgte i 2007 at sælge Château Pichon Lalande de Comtesse til Frederic Rouzaud fra Champagne Roederer og deres investorer, og dermed ophørte en mere end 250 år lang epoke.
Siden har først Sylvie Cazes og fra 2012 Nicolas Glumineau sammen med arkitekterne Philippe Ducos og Alexandre Rougier stået i spidsen for en af de mest ambitiøse og kostbare renoveringer på venstre bred i det nye årtusinde, og man behøver kun at investere i en enkelt flaske for at blive overbevist om, at de nye ejere virkelig mener det alvorligt. Og det behøver ikke gang at være Le Grand Vin. Denne 2. vin viser også retningen. Sammen med 2015'eren er dette den bedste i nyere tid.
Så selvom vinene under May-Eliane de Lencquesaings regime var ikoniske, så ved vi nu, at hun ikke forløste hele potentialet, og Château Pichon Lalande de Comtesse udstråler i disse år en charmerende elegance og inciterende sensualitet, som næsten ingen andre vine på venstrebredden formår at matche.
Slottet har for tiden 76 ha. med i gennemsnit 35 år gamle vinstokke, som er i produktion - heraf 11 ha. som kultiveres dokumenteret økologisk mens resten er i langsom transformation under det bæredygtige regime franskmændene kalder HVE (Haute Valeur Environnementale).
2017 var ikke uden problemer. Blandt andet mistede man en del til frosten i april, men den 7. september kunne man indlede den tidligste høst i mands minde og druerne var overordnet sunde og smukt modne. Desværre nåede man knap at blive færdig med Merlot inden flere uger med ustadigt vejr fik høsten til at trække ud, og først i de sidste dage af september var Cabernet Sauvignon druerne så restituerede, at høsten kunne genoptages.
Høsten var som altid manuel og fremme i den nye kælder, der er konstrueret i 3 etager, så næsten al pumpning overflødiggøres, fjernes alle stilke inden druerne sorteres først i et højteknologisk Laserstyret anlæg og derefter manuelt. Gæringen finder sted i en imponerende hal, hvor der er installeret 70 temperaturstyrede rustfri ståltanke i forskellige størrelser tilpasset de forskellige parceller omkring slottet.
Kort efter nytår sammenstikkes Le Grand Vin efter omfattende smagninger, og så - af de "sørgelige" rester denne 2. vin, som i 2017 blandt andet er sammensat af frugten fra de yngre vinstokke som nu kultiveres økologisk og frugten fra de vinstokke, som blev ramte af frosten, men alligevel nåede at producere modne druer på trods af en ekstra blomstring. Vinen har set hele 40% ny eg og modnede 12 måneder frem mod den traditionelle klaring med friske piskede æggehvider og aftapningen på flaske, som inkluderer en let filtrering.
Nicolas Glumineau, som står i spidsen for det dedikerede team hos Comtessen, er både stolt og ydmyg over resultatet og noterer blandt andet: "Nature and the climate can be fickle and remind the winemaker to remain vigilant and humble. Pichon Comtesse 2017 is the fruit of relentless hard work showing the epitome of exceptional terroir and allowing us to escape the ravishes of unpredictable weather. Here it is, a vintage ending in "7" of which we are proud."