Dette er den nye årgang af Priorat-vinen fra de to brødre Josep og Albert Ardèvol som vi med betydelig succes introducerede forrige år. Sammen med deres vinmager - det unge supertalent Roser Amorós - formåede de at levere med saft, kraft og ikke mindst masser af karakter uden at havne i det alt for voldsomme. Og nu gentager de kunststykket i den ellers meget vanskelige 2014-årgang, som - på grund af alt for meget vand og alt for lidt vind før og under høsten - mange steder endte i mudderbad med utallige rådne drueklaser der bare blev smidt på skråningerne og endda hele rækker af vinstokke, som man slet ikke orkede at høste.
Heldigvis for Josep og Albert Ardèvol har de hovedparten af deres vinstokke på smalle stejle skiffer og mica rige terrasser højt oppe over Porrera og derfor var deres udgangspunkt mindre dystert. Efter den omhyggelige sortering af druerne nede i landsbyen kunne de derfor glæde sig over, at de "kun" havde mistet 30% i forhold til 2013, mens andre mistede helt op til 60% af deres indkomstgrundlag!
De druer, der nåede helt op i de rustfri ståltanke i det meget lille vineri, fejlede imidlertid ikke noget og efter en nænsom gæring stod man med en meget parfumeret ung vin, som blev fyldt på små franske fade (40% nye) og derefter transporteret højt op til et gammelt forladt stenhus i den ældste del af byen hvor vinen er modnet i 16 måneder. Herefter gik turen tilbage til gæringskælderen hvor vinen er sammenstukket og siden tappet på flaske uden klaring eller filtrering den dag det mobile tappeanlæg parkerede udenfor den lille kælder.
En lille smule friskere og måske lidt mere elegant end den ellers fine 2013'er, og da Priorat ofte bliver meget massiv og mættende er dette bestemt ikke et minus. Der er subtil duft af solbær, sorte kirsebær og blåbær, der får selskab af sød pibetobak og mørk chokolade. Stadig intens i smagen med kirsebærlikør, solbær og sveskeblomme, mokka og lakridsrod, men først og fremmest med dansende friskhed og bløde tanniner som løfter oplevelsen op på reference niveau for Priorat.
En fornøjelse for hjerte og hjerne hvis man bare vil sidde og falde ned i nydelsen, men naturligvis også super til en velstegt oksebøf eller til saftig braiseret iberisk svineskank.