Pont de Gassac Blanc er en af de første vine i en serie af vine som er frugten af et samarbejde mellem dedikerede vinbønder og det professionelle team, der også står bag vinen Mas de Daumas Gassac, der var den første franske rødvin, der punkterede myten om, at fremragende Cabernet Sauvignon kun kunne komme fra Bordeaux. Brandet Pont de Gassac blev skabt af Mas de Daumas Gassac grundlægger Aimé Guibert som et modtræk mod daværende EU-forordninger, som begavede vinbønderne med tilskud, hvis de rev deres vinstokke op. Den allerførste vin i serien fik umiddelbart succes og blev blandt andet i 1993 i London kåret som verdens bedste vin til prisen.
Det var medvirkende til at Aimé Guibert fik vind i sejlene og efterhånden som flere og flere vinbønder valgte at takke ja til at blive en del af projektet begyndte både kvantiteterne og antallet af vine at vokse, hvilket ledte frem til, at produktionen blev flyttet til Cave de l’Ormarine's moderne vineri i den lille landsby Pinet. Pont de Gassac Blanc er således (ikke længere) en egentlig 2. vin til hvidvinen fra Mas de Daumas Gassac, men derimod en selvstændig vin, som "blot" nyder godt af familien Guiberts spirit.
Der er der tale om frugt fra forskellige vinbønder, der kultiverer deres vinstokke på det unikke amfiteater-lignende terroir oppe bag landsbyen Villeveyrac ikke så langt fra Thau-lagunen og Middelhavet, og der er tale om vinbønder som alle har sagt ja tak til at lege med nogle af de samme druesorter som den meget nysgerrige Aimé Guibert i sin tid begyndte at eksperimentere med da han skabte den hvide Mas de Daumas Gassac. Der er dog ikke tale om en hel symfoni af druesorter som i modervinen, men derimod en nogenlunde ligelig blanding af Vermentino, Chardonnay, Colombard og Viognier fra vinstokke, der står med aldersspænd på mellem 8 og 30 år.
Høsten er manuel og efter en soignering af klaserne fjernes alle stilke inden druerne ryger i den pneumatiske presse hvorefter mosten køles ned og for Vermentinos og Viogniers vedkommende får lov til at trække sammen med drueskallerne i flere dage. Mosten fra de 4 druesorter forvandles hver for sig til vin i rustfrit stål, hvorefter den endelige cuvée sammenstikkes i november for derpå at modne sur Lie uden malolaktisk forgæring i 5-6 måneder inden den filtreres og tappes på flaske
En meget aromatisk og blomstrende vin med intense noter af både pære, melon og mandarin, der får et fint og også nødvendigt modspil fra en bund af moden citrus og den mineralitet, som også er en del af charmen i den lokale stolthed, hvidvinen Picpoul de Pinet. Fyldig, ganske rigt facetteret og så med en lille næsten tanninsk bitterhed til sidst, som fascinerer.
Et dejligt match til fiske- og skaldyrsretter med fyldige saucer, og en lun sommeraften erstatter den fint de rødvine man ellers ville servere til serveringer med svine- og kalvekød.