La Spinetta er den helt store komet på den Piemontesiske stjernehimmel i det nye årtusinde, og i dag er der kun få, der tænker på, at det kun er 25 år siden, det hele endnu var i sin vorden. I 1990'erne kørte Rivetti-brødrene rundt i Barbaresco og Barolo og drømte om at købe jord på nogle af de berømte skråninger, men der var ikke meget af det rigtig sjove, der kom til salg, og det, der gjorde, var dengang udenfor deres økonomiske rækkevidde.
I stedet besluttede de at forfølge Giorgio Rivettis drøm om at lege med Chardonnay og Sauvignon Blanc og købte knap 3 højtbeliggende allerede tilplantede ha. oppe bag flækken Mango, hvorfra der var/er den dejligste udsigt ned mod Treiso og ind over grænsen til det forjættede Barbaresco-land. Denne Chardonnay, der er opkaldt efter Rivetti-brødrenes mor og blev produceret 1. gang i 1993, er således en reminiscens fra opsparingsperioden før det hele eksploderede.
Der er tale om frugt fra 1,5 ha. med i gennemsnit 45 år gamle vinstokke med rødderne i sandet næringsfattig jord i 450-550 meters højde, og lige siden Giorgio Rivetti købte "udsigten" har der været tale om Sustainable Farming, hvilket vil sige, at de bæredygtige principper med fravalg af såvel herbicider som pesticider er på dagsordenen og i disse år tager man skridt til økologisk konvertering.
Høsten er manuel med transport i små plastikkasser de 10 km. ned til vineriet udenfor Castagnole delle Lanze, hvor klaserne soigneres inden alle stilke fjernes forud for presningen. Mosten får lov til at sætte sig koldt (bundfælde) inden den forvandles til vin ved lav temperatur uden fremmede gærstammer direkte i brugte franske fade. Den alkoholiske gæring får lov til at glide over i den malolaktiske, og vinen modner i 18 måneder frem mod aftapningen på flaske, og derpå endnu 6 måneder inden frigivelsen til salg.
Det er en vin som Georgio Rivetti selv prøver at indkapsle med ordene ”Overraskende, elegant og mineralsk”. Her må vi sige, at den første overraskelse vist nok har lagt sig al den stund, at vinen er blevet produceret siden 1993, og frem for ”elegant” vil vi meget hellere kalde vinen for ”imponerende”. Under alle omstændigheder er der tale om en vin, der er skabt med stor respekt for og kærlighed til de burgundiske forbilleder fra de gyldne skråninger omkring Meursault, Puligny og Chassagne.
En ganske eksotisk, parfumeret, cremet næsten overvældende Chardonnay hvor røde æbler, gule blommer og grøn papaya spiller smukt sammen med de milde krydderier og de ristede hasselnødder fra fadlagringen. Hvis vi skal prøve at forstå, hvad Georgio Rivetti mener med ”overraskende” må det være den ganske markante syre, som fornemt sikrer, at det hele ikke vælter, samtidig med at den begaver vinen med en bemærkelsesværdig vedholdende eftersmag.