Picpoul er det lidt forvirrende navn som druen Piquepoul Blanc får, hvis vinstokkene står i kommunerne Mèze, Florensac, Castelnau-de-Guers, Montagnac, Pomérols (ikke at forveksle med Pomerol) og så Pinet, der giver os den sidste del af distriktets navn: Picpoul de Pinet.

Vi er i de blide bakker bag østersbankerne i lagunesøen Étang de Thau i behagelig afstand fra det hektiske badeliv på Middelhavskysten mellem Sete og Cap dage, og vinen kommer, når den som her er god og autentisk, med en friskhed, som man ikke lige ventet i et område, hvor solen bager gavmildt og hvor flertallet af vinene er røde, varme og krydrede. Picpoul de Pinet overrasker derfor de fleste, når de smager den første gang, men Piquepoul er langsomt modnende og begavet med en del naturlig syre, så når vinstokkene bliver hjulpet på vej af de svalende salte briser ude fra havet, som også sørger for mange kølige nætter, ja så opstår muligheden for at producere forfriskende hvidvine. Picpoul betyder da også noget i retning af "prikken på læberne", og vi har flere steder set, at vinen bliver kaldt Middelhavskystens svar på Muscadet Sèvre et Maine.

Aimé og Véronique Guibert, der grundlagde Mas de Daumas Gassac tilbage i 1974, var tidligt optaget af hvad det lokale terroir kunne gøre ved de forskellige grønne druesorter og de plantede i årenes løb snesevis af forskellige sorter, men Piquepoul Blanc blev aldrig rigtig en central del af deres projekt, og vi skal helt frem til 2010, før denne Picpoul de Pinet blev føjet i portofølgen.

Der er tale om frugt fra en vinbonde, som ejer næsten 5 ha. med vinstokke herunder mange, som stadig er podet på deres originale europæiske rødder forbi den rodsugende vinlus aldrig vandt fodfæste i den sandede kalkstensrige jordbund omkring lagunen. Der er tale om en blanding af maskinel og manuel høst i de tidlige morgentimer, og efter en soignering af klaserne fjernes alle stilke inden druerne ryger i den pneumatiske presse hvorefter mosten får lov til at sætte sig (bundfælde) inden den forvandles til vin og siden modner sur Lie i rustfrit stål uden malolaktisk forgæring i 5-6 måneder inden den filtreres og tappes på flaske.

En overraskende vin som byder sig til som et dejligt og forfriskende alternativ til vinene funderet på de mere aromatiske druesorter, som mange vinbønder langs kysten har valgt at satse på.

Ikke uden pondus, men vidunderligt underspillet med sarte noter af fersken, cantaloupe melon og guava, der bliver indrammet af urter frisk og forfriskende syre og en særlig salt mineralitet, som får en til fornemme ​​bølgerne, der skvulper på stranden og kalder på en plateau med fruits de mer med stakke af østers, krabber, rejer, muslinger og en enkelt langoustine.

Moulin de Gassac er ikke en vingård, men derimod frugten af et samarbejde mellem dedikerede vinbønder, familien Guibert og det professionelle team, der står bag Mas de Daumas Gassac.

Domainet, der i 1980'erne nærmest ud af ingenting, men med uvurderlig hjælp fra den i Bordeaux bosatte professor i geologi Henri Enjalbert (forfatter til referenceværket “The Origin of Quality”), punkterede myten om, at fremragende Cabernet Sauvignon kun kunne komme fra Bordeaux og blev selve ledestjernen for vinbønderne i Languedoc. Med på sidelinjen var i de første år også den legendariske vinmager Emile Peynaud som selvom han havde travlt med revitaliseringen af Château Léoville-Las-Cases og konsulterede Château Margaux, Haut-Brion, La Mission Haut Brion og La Lagune også fandt tid til at iscenesætte Mas de Daumas Gassac. Som han senere udtalte: “I have advised the best properties in France, but there, for the first time, I had the good fortune to be present at the birth of grand cru.”

Historien om tilblivelsen af Moulin de Gassac vinene er en af de mere særegne. I begyndelsen af 1970'erne vedtog EU en række forordningen som gav de forskellige medlemslande mulighed for at modtage betydelige tilskud hvis de til skønnede til braklægning af landbrugsjord som helt eller delvist blev holdt i drift af subsidier. Og i Languedoc førte det at stribevis af vinbønder rev deres vinstokke op, strøg gevinsten og forsvandt ind i serviceerhvervene. 

Aimé Guibert, grundlæggeren af Mas de Daumas Gassac, syntes det var vanvittigt. Godt nok var der en massiv overproduktion af vin, men der var ikke nogen overproduktion af kvalitetsvin. Ud fra devisen om at det jo ikke kun kunne være hans terroir, der kunne levere frugt på "Grand Cru" niveau begyndte han systematisk at besøge de omkring liggende vinbønder for at tilbyde dem et lukrativt alternativ til braklægning såfremt jordbundprøver bekræftede teorien. Aimé Guibert fik tidligt nogle af de toneangivende vinbønder med på ideen og i løbet af et par år udviklede en lidt flyvsk ide sig til et lykkeligt oprør mod statens braklægningsplaner.

Den første vin en Cabernet funderet rød cuvée blev lanceret i 1993, og sammen år blev den fejret som verdens bedste vin til prisen i London. Resten er som man siger historie.  Vinene under Moulin de Gassac paraplyen omfatter efterhånden mere end 20 labels og vinene eksporteres i dag til mere end 70 forskellige lande. Alligevel er der ikke tale om egentlig industriel produktion. Den helt store værktøjskasse med muligheder for manipulation er forblevet udenfor døren og i de senere år er alle de deltagende vinbønder blevet enige om en bæredygtig agenda som har betydet at de alle ved udgangen af 2020 kan flage med det såkaldte Terra Vitis certifikat ligesom flere enten er eller er ved at blive økologisk certificerede.