Vinene fra Michaud Frères er den internationale udgave af de vine der på den franske hjemmebane markedsføres under domænenavnet “De la Motte”. Et lille familieforetagende der plantede de første vinstokke på skråningerne øst for landsbyen Beine tilbage i 1957 og dermed kom til at tilhøre en lille flot af pionerer som igen turde satse på at dyrke druer i et område som ellers havde været opgivet lige siden vinlusen hærgede.
Så sent som i 1970 var det kun lidt mere end 50 ha., der var tilplantet med vinstokke og der var kun 7 andre familier, der satsede på druer som en del af deres polykultur, og det landskab med uendelige rækker af vinstokke så langt øjet rækker på turen ad D965’eren ind mod Chablis var ikke eksisterende. Dengang som nu var det frygten for frost, som holdt bønderne tilbage.
Det store turnaround kom i 1976 da visionære lokalpolitikere besluttede at der skulle bygges en dæmning i lille bæk Ruisseau de Beine og i løbet af et par år blev det til den kunstige sø Lac de Beine, der spreder sig over 15 ha. og i forårsmånederne gemmer på omkring 500.000 m3 vand, der kan sprinkles ud over vinstokkene, når frosten truer. Der er tilknyttet et rørsystem som kan pumpe vandet op til vinmarkerne når temperaturen rammer frysepunktet og da der efterhånden er udlagt mere end 50 km. rør der betjener næsten alle de 115 ha. med Premier Cru status omkring Beine er der angiveligt tale om det største “sprinkleranlæg” i Europa.
De 50 ha. tilbage i 1970’erne er således blevet til mere end 600, og næst efter selve Chablis er Beine i dag den vigtigste vinby i distriktet. Michaud Frères har været med på hele rejsen og gradvist er deres tilplantede areal med vinstokke vokset op forbi de 40 ha., men helt frem til 2010 solgte de druerne til “La Chablisienne” (Union des Vignerons Associés des Monts de Bourgogne). Det var først da Adrien Michaut blev klar over han gerne ville være vinmager og overtale forældrene til at investere 1 mio. € at Michaud Frères og Domaine de la Motte blev en realitet. Og de kom smukt fra land. Allerede i 2013 kunne familien lade sig fejre som “French Wine Producer Of The Year” efter adskillige guldmedaljer i forbindelse med deres første deltagelse i The International Wine & Spirit Competition (IWSC).
Michaud Frères sælger stadig en del af deres frugt til La Chablisienne, men tapper også i omegnen af 300.000 flasker i eget navn fordelt på følgende 6 vine:
- Petit Chablis
- Chablis
- Chablis Vieilles Vignes
- Chablis Vau-ligneau 1. Cru
- Chablis Beauroy 1. Cru
- Bourgogne Pinot Noir
Michaud Frères har været en del af Løgismose familien siden november 2021
Se de aktuelle vine fra Michaud Frères