Let mousserende, let løbende og frem for alt seriøst velsmagende Pet'Nat' fra Frédéric og Nathalie Mabileau, som har valgt at kalde vinen for Orgasmic og forsyne den med et billede af en noget alvorstung nonne, der holder godt fast i sin lille katekismus.
Vi skal lige mindes om, at den største vellyst ikke nødvendigvis skal findes mellem benene, og dette er helt typisk for den afslappede og lattermilde approach, som Frédéric og Nathalie Mabileau omfavner verden med. De har altid et glimt i øjet. De er helt nede på jorden og de skilter ikke med, at de også er superseriøse og hele tiden i arbejdstøjet. Det bliver man først klar over, når f.eks. proppen på denne Pet'Nat' springer. Eller Pet'Nath' med det lille tilføjet "h", som Frédéric har insisteret på at få med som en lille skjult kærlighedserklæring til sin altid sprudlende hustru.
Petillant Naturele eller Petillant Nathalie. Lige meget. Det vigtigste er, at vinen stråler smukt i den stadig voksende og brogede flok af Pet'Nat' på markedet. Druerne og det terroir, som vinstokkene står i, får lov til at tale uden sminke, og de noter af surdej, rugbrød og overraskende krydderier, som nogen kalder "funkiness", er ikke blevet inviteret med om bord. I stedet handler det om simpel velsmag, og et udtryk som får en til at tænke på den oplevelse, man får, når man rækker op efter et sollunt sommeræble og tager den første saftige sprøde bid inden man fortsætter ned mellem fersknerne og pærerne. Let prikkende, herlig aromatisk og så saftig, at man uvilkårligt tilføjer et "næsten" foran ordet "tør". Bare berusende, uforskammede ungdommelige friskhed!
Frugten kommer fra de tidligst plukkede druer på den lille ha. af Chenin des Rouillères i Anjou, som Frédéric og Nathalie Mabileau købte og gentilplantede med udvalgte Chenin Blanc stiklinger tilbage i 2005. Og der er ifølge Frédéric tale om så lidt hekseri som muligt: ”Det handler bare om at forene boblernes hellige treenighed, lige som vores bedsteforældre og deres forældre før dem gjorde det. Bare naturligt gær, druernes naturlige sukker og så en masse kærlighed. Voila!”.
Lidt mere specifikt er høsten manuel. Druerne transporteres ned til vingården i små plastkasser og her sker der en soignering af klaserne inde de går direkte i den pneumatiske presse hvorfra den fristløbende most får lov til at sætte i op til 48 timer inden gæringen uden fremmede gærstemmer i rustfrit stål får lov til at gå i gang. Herefter tappes vinen på flaske, når alkoholindholdet passerer de 11% og der stadig er sukker tilbage, hvilket betyder, at den sidste del af gæringen ikke udvikler alkohol, men derimod livgivende bobler og et behersket bundfald, som man enten kan vælge skal være en del af oplevelsen ved lige at vende flasken en tur inden man lader proppen springe eller prøve at undgå ved forsigtig opskænkning.
Der ikke nogen regler her. Det er et spørgsmål om temperament og præferencer.
Dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og så behersket anvendelse af svovl, at vi lander i naturvins familien, hvor vi hos Løgismose ligesom mange andre taler om, hvor "Funky" oplevelsen er. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers har vi valgt at graduere dette grafisk:

Forvent diskrete naturvins-karakteristika