Chef's salad

Opskrift til 4 personer

En god fyldig salat kan nydes når som helst på dagen og særligt om sommeren, hvor det lette og friske på tallerken både er yndet og let tilgængeligt. Grønne blade kan danne base for mange elementer, men blandt klassikerne er æg, bacon og ost, der tilfører umami, røg og fedme til det sprøde og grønne.

At trioen endvidere harmonerer perfekt med fedmen og det let røgede præg i Jessiaumes Santenay Blanc giver en undskyldning for, hvis sådan en kræves, at knappe en aske kold hvidvin op til frokost, når feriestemningen har indfundet sig.

 

 

INGREDIENSER

  • 1 stk romainesalat
  • 4 æg
  • 200 g tørsaltet bacon
  • 100 g lagret tør ost f.eks. parmesan eller Løgismose Knas
  • 50 g saltede mandler, hakket
  • 100 g friskbælgede ærter 100 g radiser
  • 200 g økologisk creme fraiche 18%
  • 1 dl økologisk fløde
  • 1 lille bdt purløg
  • 1 citron
  • Salt
  • Peber
  • Lidt ærteskud, dild, kørvel og brøndkarse, plukket og til pynt

Sådan laver du Chef's salad

Creme fraiche og fløde røres med finthakket purløg, skal og saft fra en citron. Dressingen smages til med salt og peber.

Pluk og skyl romainesalat. Bælg ærter og skær radiser i tynde skiver og læg dem i isvand. Skær bacon i tern og rist dem sprøde på en pande, læg dem siden på et stykke køkkenrulle. Hak mandler og riv osten i flager. Kog æggene så de smiler til dig.

Byg nu salaten op. Romainesalat i bunden med dressing og byg videre med de øvrige ingredienser, afslut med de smilende æg på toppen og pynt med krydderurter.

Det perfekte vin-match

Santenay Blanc, 2017 Masion Jessiaume Bourgogne, Frankrig

I Domaine Jessiaumes Santenay Blanc fornemmes det tydeligt, at vi er i den sydligste del af Côte d’Or, og der er righoldig charme og varme i frugten, men stadig med signatur i form af syrlig friskhed, som understreger beliggenheden i hjertet af Bourgogne.

Mosten gærer naturligt i egetræsfade, der alle har været brugt tidligere, og det giver akkurat fedme og fadkrydderi uden overvældende indslag af vanilje og nyt træ.

En bredt anvendelig hvidvin til dem, der stadig ynder en god Bourgogne uden nødvendigvis at ville betale den bondegård, som kommunerne lige nord for kræver for deres vine.

Serveres ved 8 - 10 °C