• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Braiseret svineskank med gulerødder 

Braiseret svineskank er lige den slags simremad, man har lyst til i efteråret. I denne ret akkompagneres den sprøde svær og det saftige kød på skanken af nyopgravede, små og buttede rødder og den gastronomiske sløjfe bindes smukt når rødvine fra Valtellina skænkes i glasset.

Opskrift til 2 personer

INGREDIENSER

  • 1 svineskank á ca 1 kg
  • 400 g gulerødder
  • Olivenolie
  • Krydderurter, såsom salvie, timian, rosmarin, citrontimian, oregano, estragon

 

 

SÅDAN GØR DU

Rids svineskanken og gnid den med salt. Pensl med olivenolie og stil den i ovnen i 3 timer ved 150 °C, gerne med en smule væske i bunden af fadet, som suppleres undervejs i takt med at det fordamper.

Skræl gulerødder og læg dem i koldt vand. Tag et par gulerødder og høvl dem helt tyndt i strimler ved hjælp af et mandolinjern eller en tyndskræller – gem gerne toppen, det pynter. Husk dog at rens toppen godt for jord, hvis du vælger at beholde den på. Tag skanken ud når de 3 timer er gået, og skru ovnen op på 230 °C. Flæk de resterende gulerødder mens ovnen bliver varmere. Kom lidt olivenolie i en pande og drys panden med salt og peber og læg gulerødderne med skærefladen nedad. Pluk krydderurterne henover og steg gulerødderne ved mellemvarme ca. 25 minutter til de møre, men stadig har godt bid. Vend derefter gulerødderne og hæld væden (stegesaften fra skanken) fra fadet over gulerødderne. Kom skanken i ovnen til sværene er sprøde, ca. 5-7 minutter mens gulerødderne glaseres i stegesaften.

Tag skanken ud og pluk kødet fra hinanden ved hjælp af to gafler. Marinér de rå og tynde strimler af gulerødder med toppe i olivenolie, citron og salt og peber. Fjern krydderurterne fra de tilberedte gulerødder og vend dem med de rå, marinerede gulerødder. Anret ved siden af skanken.