Nuits-Saint-Georges kom ikke med i hatten da lobbyisterne skulle sprede Grand Cru markerne ud over Bourgogne kortet. I stedet blev byen begavet med hele 41 forskellige Premiers Crus, der ligger som en gylden stribe rundt om foden af Bois de Charmois og videre nordpå op mod Vosne-Romanée.
Den 3. sidste Premiere Cru mark inden kommunegrænsen er Les Richemone. Bare 2,1 ha. hvor Perrot-Minot efterhånden har erhvervet eller lejet 3/4 af vinstokkene og nu producerer 2 ret enestående vine. Dels denne "almindelige" Les Richemone Vieilles Vignes og så i nogle år en Cuvée Ultra på frugten fra det der er tilbage af en beplantning fra 1902 i den sydligste del af Premiere Cru marken.
I de gode år er der nok til at fylde 10-12 fade, men ikke i 2007 hvor råd og mange umodne druer på de enkelte klaser udløste et rigidt sorteringsarbejde både oppe i vinmarken og nede i kælderen inden man til sidst stod med et druemateriale med tilfredsstillende fenolisk modenhed og et sukkerindhold, som overflødiggjorde al chaptalisering. En kraftpræstation. som senere fik vor tids nok mest seriøse Bourgogneekspert Allen Meadows til at konkludere: "Perrot-Minot continues to make ever more refined wines and in that context, I would suggest that 2007 may be his best vintage yet, as the wines are truly becoming increasingly elegant."
Druerne er plukket i tørvejr den 6-7. september og de let knuste druer uden nogen andel af hele klaser har gennemgået en såkaldt kold maceration ved 14 grader i rustfrit stål i en uges tid inden temperaturen blev hævet og den egentlige gæring fik lov til at sætte ind. Efter gæringen fik vinen lov til at sætte sig i 48 timer inden den uden presvin blev fyldt på fade (30% nye) fra Allier købt hos Remond i Ladoix-Serrigny. Her er vinen modnet i 14 måneder uden omstikninger, men med en enkelt omrøring til sidst, så vinen så at sige blev "fedtet ind" i sit eget bundfald inden den blev tappet uden klaring eller filtrering.
Stephen Tanzer noterede allerede i marts 2010, at dette var en af de mest robuste vine han smagte fra Perrot-Minots 2007 kollektionen, og at vinens faste tanniner krævede tålmodighed. Her små 10 år senere er vinen mere imponerende end nogensinde og nedenunder de delikate sensationer pulserer stadig en fin tanninsk syre, som minder os om, at vinen stadig har adskillige fine år foran sig. En rig og spændstig Bourgogne med masser af modne kirsebær og jordbær, som nu forenes med svampe og mos fra skovbunden til en af de der dybt sensuelle oplevelser som er stor Pinot Noirs særlige gave til vinelskerne.
Moden Bourgogne og vildt kan være et match made in Heaven. Prøv den sammen med stykke gaffel mørt dådyrfilet med peberglaserede ny rødbeder, syltede rødløg og en Madeira/svampesky.